65
En sort Plet i Sollyset.
Famulusen har bøiet Hovedet til en ærbødig Hilsen, saa Ansigtet kun syner som en uregelmæssig hvidgul Trekant — som om Tuschen dér ikke rigtig havde dækket Pergamentet.
Fra den lille hvide Plet i den store sorte Plet udgaar en blød indsmigrende Stemme:
— Eders Høiærværdighed har haft en lang, fortrolig Samtale med Borgens Frue. Er det tilladt at spørge, om Eders Høiærværdighed allerede ved denne Samtale har opnaaet Eders Øiemed med Besøget paa Borg Langenstein?
Bisp Ottomar fæster sit Blik paa den lille hvide Plet, hvorfra Stemmen kommer — et tomt Blik med en Skygge af Forundring og Mangel paa Forstaaelse over sig. Og Pletten har længst omskabt sig til et velformet skjøndt noget skarpt Ansigt, før et begribende Smil lyser op i dette Blik. Det er et Smil fuldt af paradoxt Lune og vilde ikke været smigrende for Spørgeren, hvis det havde gjaldt ham. Men det fæster sig intetsteds, og hvis det medtager den sorte Plet i Sollyset, er det kun fordi det omfatter det Hele.
"Mit Øiemed med Besøget paa Borg Langenstein?" Det varede virkelig en Stund, før Ottomar kunde komme saa grundig tilbage fra de rene Følelses-Høider, i hvilke han havde svævet, til det Episkopal-Kancelliets støvede Gulv, paa hvilket han havde at færdes med sin Famulus, at disse Ord kunde skaffe sig mer end blot ydre Gehør. "Mit Øiemed" — ja, det var sandt. Pletten derude havde Ret: han havde et udtalt Øiemed her, og i Lyset af den Samtale, hvis varme, bevægede Ord endnu gjenlyder i hans Indre, er det en Tanke, som kildrer hans
