69
— Hm.
— Det lykkedes mig nemlig at opfange Frøkenen mellem Fadebur og Kjelder, og skjøndt hun havde travlt lod hun sig villig nok drage ind i en Samtale, i hvilken hun snart fik Leilighed til at prale en Smule med Kundskab til det latinske Sprog. Jeg anstillede mig, som om jeg nærede nogen Tvivl om Dybden af saadan Lærdom, og for i Spøg at examinere Frøkenen tog jeg en Bog frem, som jeg pleier at bære hos mig og som ikke var nogen anden end Vulgata, Novum Testamentum. Jeg har vænt mig til at benytte smaa ledige Stunder til at gjøre mig bekjendt med denne Bog, saasom Hæretikerne særlig øse af denne Kilde.
— En velvalgt Læsning og en fortræffelig Bevæggrund.
Vincentius bøier Hovedet til Tak for den tildelte Ros.
— Det Sted, jeg slog op — det var i Epistlerne — oversatte hun ganske godt, maa jeg sige, men paa et Punkt vilde jeg paa Skrømt ikke lade hendes Fortydskning gjælde. Hun blev ivrig og paastod, at hun kunde vise mig, at hun havde ret. "Hvorledes vil I vise mig det?" spurgte jeg med en Forundring, der ikke var uden glad Forhaabning, at et eller andet Vigtigt vilde komme for Dagen. I Stedet for at svare lod hun mig staa dér med Bogen i Haanden, sprang op ad Trappen som en Vind, antagelig til sit eget Kammer, og kom strax derefter ned igjen med et lidet Skrift i Haanden. Og hvad skulde det vel vise sig at være for et Skrift? Sanct Pauli Breve i det tydske Sprog.
Biskoppens Ansigtstræk, som til Famulusens Skuffelse hidtil kun har vist en temmelig overfladisk Deltagelse
