72
altfor gunstige Øine … Hvis jeg imidlertid tør vende tilbage til min Beretning — —
— Ah, den er endnu ei til Ende?
— Havde jeg ikke mer at meddele Eders Høiærværdighed, saa vilde jeg neppe have været berettiget til den Ytring, at jeg mente at have truffet paa et Spor, som mulig kunde føre langt.
— Altsaa?
— Da jeg havde dette vigtige Skrift i Haanden, lod jeg mig ikke af den naadige Frøkens aabenbare Utaalmodighed forhindre i at blade i det og navnlig slaa Titelbladet op, paa hvilket jeg fandt den Indskrift: — "Til Hugos Søster fra hendes Ven og Guds."
Biskoppen er vant til at beherske sig, men et pludseligt Ryk i Ansigtsmusklerne, ja i hele Skikkelsen forraader den ivrige Famulus, at de sidste Ord ikke have undladt at gjøre Indtryk paa hans Herre.
— "Hugo" — det var, om jeg har forstaaet ret, Navnet paa Borgfruens afdøde Husbond.
Bisp Ottomar nikker.
— Skulde vi altsaa ikke her maaske have faaet fat i en Traad, der mulig kunde føre til Paagribelse af den Ærkekjætter, paa hvis Hoved Eders Høiærværdighed har sat en Pris?
— Der er Mange, kalde sig "Guds Venner". Jeg ser overalt ikke nogen Grund til at antage at dette Udtryk her skulde mene ham, hvem de kalde "den store Gudsven."
— Men Eders Høiærværdighed vil ikke have glemt, at en af de Angivelser, der indløb mod Fruen paa Langenstein, satte denne Borg i Forbindelse med hin Djævlens Apostel, som en Gang skulde have besøgt den.
