80
havde Vincentius truffet det Rette. Det er Gertrud von Laufen, som staar deroppe i Vinduet.
Hun havde hørt at Bispens Famulus strax efter Middagsmaaltidet vilde gaa ned til Byen, for at spørge i "Det forgyldte Oxehoved" om hvorledes det stod til med hans Hest; hvorpaa han havde at begive sig til Elisabethinernes Hus, for dér at erfare det sidste Nyt om Tilstanden i Byen og træffe nærmere Aftale med Forstandersken angaaende den Pleie-Mission, som paa Biskoppens Befaling vilde komme fra Regensborg.
Strax indsaae Gertrud Nødvendigheden af at stige op til "Bystuen", saaledes kaldet, fordi det var det eneste Værelse, hvorfra man kunde se By og Bro og holde Øie med Veien derned. Hun maatte gjøre i Orden efter Gaarsdagens afbrudte Arbeide. Thi der maatte endnu ligge meget omkring af Linned og Uldstykker, og hvad der var lagt ind i Skabet igjen trængte til at ordnes.
Da hun kommer derop, finder hun Uordenen ringere, end hun havde ventet. Derimod staar Vinduet endnu aabent, en slem Forsømmelse, hvis der var kommet Storm og Torden i Løbet af Natten; hvad let kunde være hændt, saadan som Veirliget var.
Da det ikke haster saa farlig med den Smule Arbeide, bliver Gertrud staaende ved det aabne Vindue med Blikket rodfæstet paa det Punkt, hvor Stien første Gang er synlig mellem Fyrrekrat og Klippestykker. Det varer ikke længe, før den allerede velkjendte spinkle sorte Skikkelse viser sig dér for snart igjen at forsvinde — men der er mange Steder endnu, hvor han maa komme tilsyne, og den Smule Arbeide dér bag hende kan saa godt vente.
