81
"Dér gaar En, som er mig huld og tro! Han vilde gaa gjennem Ilden for mig, som han gaar gjennem det grønne Krat, det er jeg vis paa, det kan jeg læse i hans Blik, det siger hans liflige Røst mig, skjøndt den taler om helt andre Ting. Hvor skulde den ogsaa kunne tale om Sligt? Han hører ikke til Clerus, Gud ske Lov! han har sikkert endnu ikke aflagt Coelibatsløftet og har vist heller ikke i Sinde at gjøre det; men han er halvt i Kirkens Tjeneste og noget sky af sig, som det jo ogsaa sømmer sig. Gud velsigne ham! da jeg mødte ham, ligesom tilfældig, i Gangen, som han just havde været nede at se til Bispens Folk og give dem Anvisning og vilde op paa sit Værelse — han ser ud, som om han sad altfor stadig mellem fire Vægge og læste og skrev meget for meget — da vidste han saamænd neppe, om han turde tale til mig. Hvis jeg ikke havde opmuntret ham en Kjende, var han løbet sin Vei, skjøndt han egentlig saa gjerne vilde blive … Det var nok ikke rigtigt af mig at vise ham de tydske Epistler, som det ikke engang er tilladt at have, og saa tilmed den Bog, som Mesteren selv har skjænket mig; men det kan han da umulig gjætte, om han ogsaa saae Indskriften paa Titelbladet, som jeg i min Iver helt havde glemt. Jeg havde Ret, og jeg kunde bevise ham det ved Hjelp af Bogen; saa var det da for meget forlangt af mig, at jeg ikke skulde gjøre det. Men det er godt, at Renata ikke veed det, og maaske var det ikke rigtigt. Skjøndt hvad skulde det egentlig kunne skade? Han vil saamænd ikke bringe Noget videre, som kunde volde mig Fortræd. Tvertimod, jeg er vis paa, at Vorherre har sendt ham til vor Beskyttelse; det var min første Tanke i det samme Øieblik jeg saae ham. Og da vidste jeg endda ikke, at Bisp Ottomar kom her.
