105
Frederik Christian Sibbern.
Bestandig var der Vej i Herthas Lund
Fra Folkets Hytter op til Fyrstens Sale.
Den Mindste selv sig nærmed Folkets Drot
Og bragte did sit Hjertes Bønner
Og følte selv i Kongens Slot,
At han var en af Landets Sønner.
Det var nu forbi, og under en Fristatsforfatning! Under Enevælden vilde det, efter Sibberns Mening, ikke kunne gaa saaledes!
Ved de mange Pressesager var Frygten for, at Regeringen vilde Trykkefriheden til Livs, vaagnet. Embedsstandens Frihed og Anseelse rokkedes ved adskillige Afskedigelser. Man rokkede ved Rigsdagens Anseelse, og dog hører den lige saa vel som Regeringen til de Myndigheder, danske Borgere ere undergivne, og som de Kristne i Følge Romerbrevets 13. Kapitel skulle adlyde! — Sibbern gør endeligt opmærksom paa. at alle lovlige Midler til at faa Ende paa Striden ikke ere forsøgte, saa længe det ikke er prøvet, hvad Indflydelse et Ministerskifte vilde faa[1].
En halv Snes Aar senere tog Sibbern Ordet mod et »Grundlovsattentat« af en anden Art. Der udkom i Aaret 1865 tre forskellige politiske Smaaskrifter af ham, alle om Grundlovskampen. Det oprørte ham at se, at man straks efter den sørgelige Krig benyttede sig at juridiske Spidsfindigheder til »ad en Omvej, der ser ud som en Krogvej, at an-
- ↑ Hele denne Strid pinte særlig Sibbern, fordi han saa A. S. Ørsted, hvem han saa højt beundrede, paa den anden Side. „Jeg kan ikke sige Dem,“ skriver han til Wegener, „hvor stærkt dette Reskript [som indeholdt en ministeriel Tilrettevisning til Wegener for hans Optræden i Arvefølgesagen, uagtet Ministeriet forgæves havde anklaget ham for Højesteret] har afficeret mig, allermest for Ørsteds Skyld. Jeg har nu i 48 Aar staaet i det bedste Forhold til ham, nydt meget Godt i hans Hus, holdt paa ham, troet paa ham, indtil forrige Aar; og nu igen dette!“ — Efter Ministeriets Afgang skriver Sibbern (til Ørsteds Søster): „Han [A. S. Ørsted] er ved Ministeriets Entledigelse kommen ud af en ikke god Stilling. Det vides almindeligen, at meget af det, som skete, og som han maatte give sit Navn til, ja stundom sætte sit Navn under, ingenlunde havde hans Bifald, men var i Strid med hans Anskuelse. Men han var i Ministeriet i Minoriteten og blev overstemt.“
