106
Frederik Christian Sibbern.
taste Danmarks gode frie, folkelige Grundlov«. Det var for ham kun »Finessemageri«, naar man ikke vilde indrømme, at den Del af sin Magt, Rigsdagen i sin Tid havde afstaaet for at gøre det muligt at gennemføre en Fællesforfatning, der ogsaa omfattede Hertugdømmerne, — at denne Magt efter Hertugdømmernes Afstaaelse straks maatte falde tilbage til Rigsdagen. Man raabte paa Lovlighed, men gik Ulovlighedens Vej, fordi man havde sine bestemte Formaal, man vilde opnaa: »Hvorfor vilde man, da Betingelserne for Indskrænkningen af Grundloven af 1849 vare rent borte, … lade et Spilleværkeri indtræde, som maatte være stødende for hele det danske Folks sunde Sans? Uden Tvivl var det, fordi man deri saa et Middel til at faa Landstingsreformen frem, og saa maatte det øvrige af Komedien opføres med« (Samfundsbetragtninger. Første Hefte, p. 70).
Der var her rokket ved den eneste Betingelse, under hvilken Sibbern kunde sympatisere med en »Fristatsforfatning«, nemlig at den byggedes paa et demokratisk Grundlag. Landstingsreformen var en Reaktion mod den Udvikling af Lighedsfølelsen, som især i det sidste Aarhundrede var gaaet for sig. Man deler alle Landets Sønner i to Hovedklasser, Velstaaende og Ikke-Velstaaende, og man ser ikke, at man derved skærper Modsætningen mellem Folketing og Landsting, saa at den nye Forfatning indeholder Spiren i sig til lange Stridigheder. Der er i den opdynget et betydeligt Stof til fortsat Agitation, og de tage fejl, der mene, at Forfatningsforandringens Vedtagelse har bilagt Striden. — Sibbern stod i denne Sag ganske paa samme Standpunkt som Tscherning og Grundtvig og sympatiserede med de Skridt, de gjorde for at hævde deres Anskuelse. I det Hele er der ikke ringe Lighed mellem disse tre Mænds politiske Ideer. Et Kongedømme paa meget bred demokratisk Basis, med Udjevnen af Standsforskellene, var alle tres Ideal. Under de skiftende Forhold forfølger Sibbern dette Ideal med stor Sikkerhed og sund Bedømmelse af Personligheder og Situationer. Hans politiske Pjecer ere af ikke ringe psykologisk og historisk Interesse. At de ikke virkede paa deres Samtid, laa dels i Forfatterens idealistiske Opfattelse, dels i de Snurrigheder, hvoraf de vrimle,
