107
Frederik Christian Sibbern.
og som det var let at slaa sig til Ridder paa. Men for den, der ser tilbage paa Begivenhederne, har det sin store Interesse at se, hvorledes de opfattes og bedømmes af en sund, ærlig og med varm Følelse begavet Aand, der tillige medbringer en ikke almindelig historisk og filofolisk Sans. Jeg vil ikke gøre noget Forsøg paa at angive, hvorledes Sibbern vilde have stillet sig, hvis han havde oplevet den nuværende politiske Strid. Han var en erklæret Modstander af Parlamentarismen; men han havde ogsaa i sin Tid været en erklæret Modstander af »Fristatsforfatningen« og dog lært at betragte denne som en naturlig og nødvendig Konsekvens. Hans ægte demokratiske Sindelag vilde have stillet ham langt anderledes i denne Strid end de Mange, som ledes af Standshovmod og bureaukratiske Fordomme. Han vilde smerteligt have følt, hvorledes de to Elementer i hans Statsideal, Kongemagten og Demokratiet, traadte i skarp Modsætning til hinanden; men han vilde ikke have fundet nogen Udvej i et Godsejer- og Embedsaristokratis Herredømme[1]. —
- ↑ For dem, der mene, at det paa Grund af Partistridighederne gaar tilbage med alt Godt og Ædelt i Danmark, vil det være af Interesse at vide, at det i hvert Tilfælde er en gammel Skade. Den 5. Januar 1825 skriver Sibbern til sin gamle Rektor, Brorson, paa Herlufsholm: „I Sandhed, naar jeg tænker paa Dem, saa træder Billedet af en Tid mig i Møde, da der var i mange Henseender et skønnere Liv i Danmark end nu. Belevenhed og et tækkeligt Væsen var endnu regnet for Dyd; Landets store Mænd respekterede Enhver; kom noget ret fortrinligt og godt ud, saa fejrede ethvert Hjerte en Nationalfest … Nu derimod er Alt saa uhyre kritiserende, at for denne kritiske Syge næsten Intet kan komme op; saaledes at sætte sin Egoisme mod hele Verden, forstod man ikke, da De var ung.“ — I Aaret 1828 taler han (i sin „Psykologiske Patologi“) om „det Hang til at nære Partiaand og at bevæges af Partiaand, hvilket er saa fremherskende i vor Tid“. — I et Brev fra December 1835 udtaler Paludan-Müller (den senere Biskop) sin Harme over „Dagbladenes Tone“ saa vel som over, at man bruger den nye Stænderforsamling til at gøre Opposition, „som man overhovedet gør sig Flid for at bringe Folket til at betragte alle bestaaende Forhold i en opponerende Aand“. — Om de Nationalliberale var det Sibberns Mening, at de havde Meget tilfælles med Schleswigholsteinerne. „De vare oplærte i samme Skole. Agtelse for Folkets Sjælelighed, Omsorg for den jevne gode Folkeaands Bevaring havde de ikke. De gik saa vidt,
