112
Frederik Christian Sibbern.
for Skattevæsenet, at Staten gennem dette virker regulerende paa Formuernes Fordeling i Landet. I Statssocialismen fremtræder den fordelende Retfærdighed, Sibbern fordrer af Staten. Men Tvangsstaten vilde han dog ikke betro dens Udøvelse, og hvorledes faa vi en Stat, som ikke er en Tvangsstat? Og hvorledes faa vi hos Statens Ledere den Indsigt, den Menneskekundskab og den Menneskekærlighed, som maa være til Stede, for at vi kunne tilstede dem at gribe fordelende ind? Selv om Statssocialismen skulde have Fremtiden for sig, vil Udviklingen i denne Retning kun kunne gaa meget langsomt og med fornyet Prøvelse paa hvert enkelt Punkt. Sibbern har jo selv lært os, at al Udvikling foregaar sporadisk, ud fra forskellige individuelle Udgangspunkter. Saaledes vil det vist vedblive at gaa, og det vilde allerede være en stor Lykke og et stort Fremskridt, om vi kunde komme saa vidt, at de forskellige Individer ikke stede for haardt sammen under deres forskellige og ofte modsatte Bestræbelser. Mere end at virke fremhjælpende og understøttende i denne Retning, formaar Staten neppe, saa længe den ikke er bleven noget helt Andet end den nu er, — og naar den er bleven det, er det jo ikke sagt, at der er Noget at raade Bod paa. Sibberns faste og urokkelige Tro paa Udviklingen kommer her igen. Han var jo, som vi have set, sikker paa, at det Sporadiske og Disharmoniske vilde forsvinde, og at den Absurditet og Pinagtighed, Erfaringen frembyder, kun kommer af, at Verdensudviklingen endnu er paa et af sine første Stadier. Denne Tanke holdt ham oppe og gav hans menneskekærlige Sind Ro. Den har vel ogsaa gjort, at han selv ikke strengt har skelnet mellem Utopier og virkelige Idealer i sin Skildring af Fremtidens Europa.
