ALEXANDER HAMILTON OG DEN NORDAMERIKANSKE UNIONSFORFATNING.
I.
Det er ofte blevet bemærket, at den historiske Opfattelse, som i vort Aarhundrede er den herskende, staar i en skarp Modsætning til den, der raadede i forrige Aarhundrede. Man var i det 18. Aarhundrede tilbøjelig til at forklare historiske Begivenheder, især Grundlæggelsen af Institutioner, der havde vist sig at være betydningsfulde, af bevidst Overlæg og Hensigt hos enkelte Personligheder. Og i naturlig Forbindelse hermed nærede man en stor, næsten ubegrænset Tillid til, hvad den ret »oplyste« menneskelige Fornuft kunde gøre for at ordne Samfundsforholdene paa bedste Maade. Det Ædleste og det Bedste, som det 18. Aarhundrede har frembragt, skyldes denne Tillid. Den nu herskende historiske Betragtningsmaade gaar derimod ud fra den Tanke, at alt Stort sker, eller i hvert Tilfælde indledes, i Tavshed, i Ubevidsthed. Grundigere Kendskab til Historien har vist, hvorledes sociale og politiske Institutioner udvikle sig langsomt, og uden at der fra først af behøver at være nogen Bevidsthed om deres Betydning og deres fjernere Virkninger. Historien staar for os som en stor ubevidst Udviklingsgang, ved hvilken de bevægende Kræfter, som fra først af raade, kunne være helt andre end de, der senere føre til at fastholde og paaskønne, hvad der har udviklet sig. Den Betydning, en Institution faar paa Højdepunktet af sin Udvikling, kan ikke antages at have gjort sig gældende i deres Bevidsthed, som lagde den første Grund til den. Og vi pleje at tilføje, at det er sundt, naar Udviklingen saaledes gaar overvejende ubevidst for sig, lige-
