Spring til indhold

Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/132

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

118

Alexander Hamilton.

at den indeholdt for store Forrettigheder for Kronen, og af det engelske Ministerium, fordi den var for demokratisk. Franklin mente (som det ses af hans Selvbiografi), at hvis hans Plan var bleven fulgt, vilde Kolonierne have været stærke nok til at forsvare sig selv; den engelske Regering havde da manglet ethvert Paaskud til at beskatte dem, og den blodige Kamp mellem Kolonierne og England vilde være undgaaet. »Men,« tilføjer den gamle Vismand, »saadanne Misgreb ere intet Nyt; Historien er fuld af Staters og Fyrsters Vildfarelser. Se dig omkring i Verden! Hvor Faa forstaa deres eget Vel eller følge det, naar de forstaa det! De, der staa ved Statens Ror, have for det Meste Meget at gøre og gøre sig ikke den Ulejlighed at overveje og udføre nye Planer. De bedste offentlige Forholdsregler antages derfor sjeldent paa Grund af forudgaaende Visdom, men paatvinges af Omstændighederne.«

Saaledes havde det amerikanske Folk baade Lejlighed til at gøre Erfaringer og øve sine Kræfter ved selvstændig Deltagelse i indre og ydre Anliggenders Ordning. Det havde faaet den bedste Opdragelse, et Folk kan faa, den, som bestaar i at handle selv, Ansigt til Ansigt med de virkelige Forhold, uden at en arvelig Regerings Formynderskab eller et selvklogt Bureaukrati i enhver Sag træder imellem.

Den amerikanske Revolution fik derfor ogsaa en anden Karakter end den franske. Man havde i Amerika udøvet Friheden, før man officielt fik den eller tog den. Gennem lang historisk Udvikling var der bragt en solid Underbygning til Veje, som kunde holde, selv om Spiret toges bort. Med den engelske Styrelse i Amerika faldt ikke enhver Styrelse; man havde lært at styre sig selv. Kontinuiteten blev ikke afbrudt. Folket var ikke vant til at faa sin Parole fra London, og det gjorde da Intet, at Forbindelsen afbrødes. Vanskeligheden ved Unionsforfatningens Tilblivelse beroede tvert imod paa, at man var saa vant til næsten ubegrænset Selvstyrelse i de mindre Kredse, at man følte en Uvilje ved at oprette en Centralmyndighed. Men Livet opløstes ikke, fordi den øverste Autoritet stødtes bort. Anderledes i Frankrig. Her var Centralisationen trængt i den Grad igennem, at Alt