2
Om Realisme i Videnskab og Tro.
I.
I den mest omfattende Betydning kunne vi definere Realismen som de naturlige Aarsagers Princip. Naar Realismen har Modstandere, og naar den først langsomt har arbejdet sig frem til klar Bevidsthed, maa det altsaa komme af, at man har søgt og endnu søger Forklaringen af Fænomener og Begivenheder ad andre Veje end ved Hjælp af de naturlige Aarsager.
Menneskets Trang til at finde Tingenes Aarsager har ytret sig længe før Grundlæggelsen af en realistisk Videnskab. Der kan ikke paavises nogen Periode i den menneskelige Aands Udviklingshistorie, i hvilken den har staaet aldeles passivt over for Sanseindtrykkene, uden det mindste Forsøg paa at forklare sig dem paa en eller anden Maade. De lavest staaende Vilde have deres Naturforklaring, der, set fra deres standpunkt, kan have en fuldkommen rationel Karakter. Og dersom vi kunde sætte os tilstrækkeligt ind i Dyrets Bevidsthed, vilde vi sikkert finde, at det fortolker de Indtryk, det modtager, efter visse Synspunkter. Det følger allerede af, at Lovene for Forestillingernes Forbindelse (Idéassociationen) vise sig at gælde lige saa vel for den dyriske som for den menneskelige Bevidsthed. Erkendelsens Historie begynder altsaa ikke med en Periode, i hvilken der blot indsamles enkelte Indtryk, som saa i en følgende Periode forbindes og bearbejdes. Paa ethvert Trin af Erkendelsens Udvikling ytrer der sig en mere eller mindre udpræget Stræben efter at forene det Mangfoldige og sammensmelte det Beslægtede.
Modsætningen mellem de forskellige Perioder i Erkendelsens Historie er derimod karakteriseret ved de forskellige Forklarings- eller Fortolkningsprinciper, der anvendes paa Erfaringerne. Og her staa især to store Principer i skarp Modsætning til hinanden.
Det ene fortolker Naturfænomenerne efter Regler, der hentes uden for Naturen; det andet fortolker Naturen ved Naturen selv.
Under den første Art af Naturforklaring hører al Myto-
