3
Om Realisme i Videnskab og Tro.
logi. Den mytologiske Naturopfattelse forklarer Fænomenerne som Udslag af personlige Væseners Vilje. For den er Naturen befolket af mere eller mindre menneskelignende Aander, hvis Indgriben især spores i mærkelige og betydningsfulde Begivenheder. Fra Fantasiens og Drømmenes Land befolkes den virkelige Verden. Paa det primitive Aandstrin, hvor Drømmelandets Beboere ere lige saa gode Realiteter som den virkelige Verdens Fænomener, er det i sig selv fuldstændigt konsekvent og berettiget at lægge dem til Grund ved Naturforklaringen. I de højere Folkereligioners Teologi er det sidste Forklaringsprincip for Alt et overnaturligt Væsens Vilje. Ligeledes aldeles konsekvent, naar man én Gang har slaaet Realiteten af et saadant overnaturligt Væsen fast. Men den Naturforklaring, som herved kan naas, betragter ikke Naturen i dennes eget Lys. Lige som Arkimedes ønskede et Punkt uden for Jorden for at kunne bevæge denne, saaledes har Teologien søgt sig et Punkt uden for Naturen for at kunne forklare denne.
Noget Lignende gælder ogsaa om mange Former for filosofisk Idealisme. Naar man finder den egentlige Forklaring af et Naturfænomen i det Formaal, i hvis Tjeneste det antages at staa, eller den Idé, man mener, det udtrykker, saa forklarer man heller ikke Naturen ved Naturen selv. Ti hvorfra kende vi Formaalet eller Ideen? Selve Erfaringen lærer os dem ikke; Kundskaben om dem maa altsaa hentes fra en anden Kilde end den, gennem hvilken Naturfænomenerne blive os tilgængelige. Vi maa altsaa have en særegen Evne til at erkende »Ideerne«, og vor Erkendelsesevne spaltes i to Grene, hvis Sammenhæng ikke kan paavises. Vi have da paa den ene Side en Evne til at opfatte det i Erfaringen Givne, paa den anden Side en Evne til at træde i Forhold til en højere Verden og fra denne at hente Principerne til Forstaaelse af Erfaringsverdenen. For saa vidt de naturlige Aarsagers Princip anerkendes, betragtes det blot som hørende under den lavere Erkendelse. Den sande Erkendelse faa vi først, naar vi genkende Ideerne i Erfaringsverdenen. Denne af Platon, den spekulative Idealismes Stam-
