151
Social Pessimisme.
ved Middelalderens slutning, der blev fremkaldt ved den Egoisme, hvormed Lavsmestrene søgte at holde deres Fordele og Rettigheder indskrænkede til saa lille en Kreds som muligt, samtidigt med, at (som allerede berørt i en anden Sammenhæng) Markedet udvidedes og stedse flere Arbejdskræfter maatte tages i Beslag[1].
Det gamle System var ikke blot et patriarkalsk Hussystem; det var tillige et Tvangssystem, eller det havde i hvert Tilfælde hvert Øjeblik Muligheden for at gaa over til et Tvangssystem. Men hvad enten det virkede ved omsorgsfuld Mildhed eller ved Tvang, en Ting var det ikke egnet til: at udvikle Selvstændighed i Evne og Drift og den dertil knyttede Selvfølelse hos de enkelte Individer. Disse stode — med Undtagelse af dem, der var Autoriteter (Fædre, Præster, Profeter osv.) — som mere eller mindre selvløse Dele af det Hele. Men de vare ikke hver for sig smaa Helheder. Overgangen til den mere individualistiske Ordning (fra Fællesskabet til Selskabet), hvad enten den nu mest er fremkaldt ved de autoritære Magthaveres Egoisme eller ved de formedelst ydre Forhold ændrede økonomiske Betingelser, har da i hvert Tilfælde bevirket det Gode, at der blev Mulighed for og vaktes Drift til Udfoldelsen af Evner og Kræfter, som hidtil laa slumrende hos de Enkelte. Derved muliggjordes ganske vist ogsaa Isolation og Udvorteshed i Forholdet mellem Indivi-
- ↑ L. Brentano skildrer (i sit Værk: Die Arbeitergilden I p. 59) denne Sag saaledes: „Industriens Opblomstring og den større Anvendelse af Kapital i den, hvilke gensidigt fremkaldte og betingede hinanden, trak nødvendigvis de Livegne i Mængde til Byen. Derved sørgedes der vel paa den ene Side for det større Antal Arbejdskræfter, som Industriens Fremskridt fordrede, men paa den anden Side opstod der i enhver ny Arbejder en mulig fremtidig Konkurrent. Udbyttet af Kapitalanlæggelse i Industrien truedes altsaa; Bekymringen herfor vakte Haandværkernes Monopolaand, og der opstod en Mængde Bestemmelser, der indskrænkede hine ny fremtrædende Familiers Konkurrence. Betalingen for Indtrædelse i Lavet forhøjedes; paa Fastlandet opstod den Skik, at der af Enhver, der vilde drive selvstændigt Haandværk, forlangtes et for det Meste kostbart Mesterstykke, hvorimod Sønner og Svigersønner saa vel som de, der ægtede en Enke, som hørte til Lavet, nød Lettelser.“
