Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/181

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

167

Hedenske Sandhedssøgere.

Aurelius havde kun med sig selv at gøre, og naar han i Paladset eller i Lejren trak sig tilbage til sit Lønkammer, var det — trods den skarphed, hvormed han saa paa Tingene i deres materielle Nøgenhed — ikke for at give sit Tungsind eller sin Harme Luft, men for at bestyrke sig i Følelsen af det menneskelige Fællesskab og dets Opgaver. Hans stoiske Kosmopolitisme hindrer ham ikke i energisk at føle sig som Romer: »som Antoninus har jeg Rom, som Menneske hele Verden til Fædrenestad; kun det, der gavner disse to Steder, kan være godt for mig.«

IV.

Det vil maaske have sin Interesse at undersøge, hvorledes den Tankegang og Livsanskuelse, vi møde hos disse Mænd, og som i mange Træk afvige i saa høj Grad fra den klassisk græske, har udviklet sig. Kun korte Antydninger kunne her gives, da, som allerede bemærket, hele den ældre stoiske Filosofis Literatur er gaaet til Grunde, saa at vi ere indskrænkede til at benytte andenhaands Kilder.

Den stoiske Filosofi grundlagdes af Zenon fra Cypern, der lidt efter Aar 300 f. Kr. lærte i Athen i en Buegang (stoa), efter hvilken Skolen fik Navn. Det var en Tid, der var ikke saa lidt forskellig fra den, da Sokrates og Platon virkede i Athen. Grækenland havde mistet sin Frihed og var kommen under makedonisk Herredømme, efter at de enkelte græske Stater vare blevne svækkede og Sansen for de offentlige og nationale Interesser havde tabt sig. Samtidigt havde Alexanders Erobringer aabnet en større Horizont og banet Vejen for et nyt og mere omfattende Syn paa de menneskelige Forhold. Den unge makedoniske Hærfører havde nedbrudt Skrankerne mellem Hellener og Barbarer, ikke blot ved at forene dem under ét Scepter, men ogsaa ved at anlægge græske Byer rundt om i Orienten og foranledige Vekselvirkning mellem græske og orientalske Skikke og Forestillinger. Man lærte nu fra græsk Side i Praksis, at der ikke var den principielle Forskel mellem Hellener og Barbarer, som endnu Alexanders store Lærer Aristoteles havde hævdet. Karakteristisk er den Fortælling (der findes i et