Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/180

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

166

Hedenske Sandhedssøgere.

Hoffets glatte Gulve, fandt han i ethvert Tilfælde, da det gjaldt om at kunne dø.

I stor Modsætning til den rige Hofmand Seneca, hvis yppige Omgivelser havde en Analogi i hans blomstrende og retoriske Fremstilling, staar den sygelige og fattige Epiktet, der indskrænkede baade sine literære og fysiske Fornødenheder til det mindst Mulige. Han har selv Intet skrevet, men en af hans Disciple optegnede hans Foredrag og gjorde igen af dette Værk (hvis ene Halvdel er bevaret) et Uddrag, »Epiktets Haandbog«, den korteste og simpleste Fremstilling, vi have af den stoiske Lære. Det er den Enkeltes Etik, der her læres. Gennem Udholdenhed og Afholdenhed vinder Mennesket sig selv. Den sikreste Vej til aandelig Frihed er den at indskrænke Fornødenhederne. Vær ikke bitter, om Retterne ved Livets Bord gaa dig forbi, — men vis dig endog saa overlegen, at du lader en Ret gaa forbi, selv om den bydes dig! Og dog er det ingen mørk Askese, her prædikes. Livets og Tilværelsens Herlighed priser Epiktet med inderlig Begejstring; ti netop for den, der gør sig aandeligt fri i Selvbeherskelsens store Skole, bliver det klart, at der intet virkelig Ondt gives i Verden. Og ligeledes læres den inderligste Kærlighed til Andre, selv til Fjender og til dem, der mishandle os.

Den tredie Forfatter, Marcus Aurelius, forbinder Epiktets Klarhed og Simpelhed med Senecas glimrende Forstand og retoriske Kraft, ligesom han formaaede at bevare Selvbeherskelsen og det milde Sind paa Kejsertronen og at fastholde Begejstringen over Livet trods den Modstand og de Skuffelser, han erfarede, og trods alt det Smaa og det Smaalige, hans Ærlighed og skarpe Blik ikke oversaa. Hans Selvbetragtninger ere i en vis Henseende den mærkeligste Bog, vi have fra Oldtiden. Der er noget Moderne i, at en Mand saaledes stille for sig selv gør Rede for sine Tanker og Stemninger ved Livet. Og der er en Dybde i Stemningen, en ejendommelig Tone Over hans Udtalelser, som vi ikke finde i noget andet Oldtidsskrift. Stoicismen fremtræder tillige med større Mildhed hos ham end endnu hos Seneca og Epiktet, der begge have noget af Prædikantens Strenghed. Marcus