165
Hedenske Sandhedssøgere.
trodse en ugunstig Skæbne og dø paa ædel Vis. Den virkede snart i ikke ringe Grad paa Regeringens og Lovgivningens Aand. Et stort Antal humane Foranstaltninger fra den ældre Kejsertid udledes vistnok med Rette af denne Skoles Indflydelse. Og af de tre Mænd, den foreliggende Bog handler om, øvede de to en bestemt Indflydelse paa Statsmagtens Anvendelse.
Lucius Annæus Seneca (død 65 e. Kr.) var Kejser Neros Lærer og havde — sammen med Prætorianpræfekten Burrhus — i Begyndelsen af sin Elevs Regeringstid en stor og god Indflydelse paa ham. Nogle Aar efter blev han styrtet og maatte paa Kejserens Befaling dræbe sig selv. Senere kom der en Reaktion mod Filosoferne; de bleve gentagne Gange (under Vespasian og under Domitian) forjagne fra Rom. Men der kom atter bedre Tider, og det næste Aarhundrede saa endog en Filosof paa Kejsertronen: Marcus Aurelius Antoninus (født 121 e. Kr., død 180). — At det dog ikke blot var i de højere Kredse, at Stoicismen vandt Indgang, ses af, at den tredie af de store stoiske Forfattere fra Kejsertiden, Epiktetos (der levede i sidste Halvdel af det første Aarhundrede), var en Slave, der vandt aandelig Frihed ved at leve sig ind i denne Lære, hvis Forkynder han siden blev.
Ikke mindre stor end Forskellen mellem de tre Mænds ydre Kaar var Forskellen mellem deres Aand og deres Sprog, indenfor den fælles stoiske Ramme. Seneca er den frugtbareste Forfatter af de tre. Han har ofte Mere af Retoren end af Filosofen, og en vis Sentimentalitet kan han ikke frikendes for. Men en rig Erfaring paa det aandelige Omraade, en virkelig Sjælesørgeromhu for sine Venner og en alvorlig Fordybelse i etisk Tænkning gøre mange af hans Skrifter interessante og lærerige, ligesom de ere af stor Betydning for Kendskabet til den stoiske Lære, da vi ingen ældre stoiske Skrifter have. Selv om han maaske har vist Karaktersvaghed i sin offentlige Optræden, og selv om hans yppige Omgivelser efter Nogles Mening ikke ganske stemmede med den strenge Lære, han forkyndte, saa gaar der dog gennem hans Liv en alvorlig Stræben efter det Sande, og den Værdighed, der maaske undertiden svigtede ham under Kampen for Tilværelsen paa
