191
Filosofi som Kunst.
I nyere Tid betegner Rousseaus Optræden ogsaa en Reaktion af det Uvilkaarlige mod den bevidste Reguleren, som den moderne Rationalismes første Periode havde sat i System. Han opdagede en ny Verden, Hjertets, den umiddelbare Følelses, de uvilkaarlige Instinkters Verden i Modsætning til Forstandskulturen og den ydre, mekaniske Dannelse. At han tog Ordet for Naturen imod Kulturen, betød, at han igen vilde bringe det Umiddelbare, Ubevidste, Oprindelige og Enfolde til Ære over for det bevidst Formede og Artikulerede. Det var som en ny Kilde, der sprang ud i Ørkenen; en ny Værdsættelse af Livet indlededes, og den Bølge, han satte i Bevægelse i det menneskelige Aandsliv, fortsattes gennem den romantiske Bevægelse, hvis Forløber han var, til ind i vore Dage. Paa karakteristisk Maade fremtræder den Rousseauske Livsfilosofi i hans Fordring om, at Opdragelsen skal være negativ, det vil sige, væsentligt bestaa i Bortryddelsen af Hindringer og Udvækster, saa at Livet faar Lov at udfolde sig uvilkaarligt. Han hævder, at kun ved dette varsomme og indirekte Forhold kan man i det Hele lære Barnenaturen at kende og undgaa at forkvakle den ved at gribe ind efter forudfattede Ideer. Den vilkaarlige Indgriben forudsætter jo altid saadanne forudfattede Ideer; og Kunsten, den vanskelige Kunst er netop den, at gøre den fornødne Brug af de Ideer, der grunde paa Fortidens bevidste Erfaringer, uden at krænke eller forkvakle det, der ubevidst, i det Skjulte er spiret frem og begynder at udfolde sig. Deri bestaar al Opdragelses, ogsaa Selvopdragelsens Kunst. Den finder Anvendelse paa det Gudebarn, vi hver for sig har at fostre.
Et andet Forhold, hvor den almindelige Formel, som kan gives i den teoretiske Etik, heller ikke slaar til, saa at den personlige Kunst maa fremarbejde Blodsætningernes Forbindelse, er det mellem Hævdelse af den egne Personlighed og Hengivelse til Andre. Fra mange Sider lyder nu Slagordet om Individualitetens hensynsløse Hævdelse som det ene Fornødne. Humaniteten, siger Lagarde endog, maa vige for Individualiteten. Men med ikke mindre Styrke rører sig i vor Tids Bevidsthed den socialistiske Tanke. For den Enkelte at finde det harmoniske, det vil sige det efter hans
