197
Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.
skab, Grækerne havde udviklet: den græske Astronomi, Medicin og Filosofi, og anbragte sin Teologi som Spiret paa Videnskabens Bygning, — paa lignende Maade som den omdannede de græske Templer til Kirker og f. Eks. indviede Partenon, Athenes Tempel, til den »hellige Visdom«.
Allerede i det saakaldte Johannesevangelium finde vi efter Nogles Mening platonisk Filosofi og kristelig Tro forbundne. Denne Bestræbelse fortsættes af Kirkefædrene og naar sin Afslutning i Teologiens klassiske Periode hos den middelalderlige Kirkes store Lærere. Hos Thomas fra Aqvino (født 1227, død 1274), den katolske Kirkes endnu i vore Dage hædrede og anerkendte Lærer, stiller Forholdet mellem Tro og Videnskab sig paa følgende Maade. Videnskaben udforsker alle underordnede og specielle Aarsager, medens den Troendes Tanke angaar den første, den absolute Aarsag til Alt. Kun Teologien lærer os derfor ret at forstaa Tingene; Videnskaben lærer os egentligt kun, hvad Tingene ere, ikke hvorfra de stamme. Men der er ingen Strid mellem Troen, der er Teologiens Princip, og Fornuften, der er Videnskabens Princip. Fornuften stammer fra Gud lige saa vel som Troen, og Troen strider ikke mod Fornuften, skønt den gaar ud over Fornuften.
I poetisk Form finde vi dette karakteristiske middelalderlige standpunkt hos Dante (født 1265, død 1321), som var en Discipel af Thomas. I sin »Comedia« beretter Digteren, hvorledes det, for at hans Sjæl kunde blive lutret, forundes ham at gennemvandre den hinsidige Verden. Helvede, Skærsilden og Paradiset. Det er hans forklarede Elskede, Beatrice, Symbolet for den paa himmelsk Aabenbaring grundede Teologi, som skænker ham denne Gunst og sender Vergil, Symbolet for den naturlige Videnskab, til ham for at lede ham gennem Underverdenen. Men Himlen tør Vergil ikke betræde; han angiver selv, med stor Sagtmodighed, Grunden:
ti Herskeren, hvem Himlens Stad tilhører, |
Da de Vandrende derfor nærme sig Himlen, aabenbarer Beatrice sig selv, og Vergil forsvinder.
