198
Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.
Saa from og ydmyg var den naturlige Fornuft bleven i Middelalderen. Men dens Kræfter voksede, og Middelalderens Slutning betegnes ved voldsom Splid mellem Beatrice og Vergil, Tro og Viden. Vi træffe her Problemet stillet for første Gang.
III.
Den stolte Bygning, som Thomas fra Aqvino havde fuldført, og som Dante havde besunget, vaklede snart i sin Grundvold. Den fortsatte Grublen opdagede, at den var bygget af Elementer, der ikke kunde bringes i Harmoni. Allerede Vilhelm af Occam († 1347) finder en Modstrid mellem den naturlige Fornuft og den over enhver Lov hævede guddommelige Almagt. Han lærer, at Noget kan være sandt i Teologien, som ikke er det i Filosofien: dersom Bibelen og Kirken lære Noget, som er selvmodsigende, maa det alligevel tages for Sandhed! Teologien bygger paa overnaturlig Avtoritet og er derfor ingen Videnskab.
Have vi da to Slags Erkendelse, to Slags Logik? Dette Spørgsmaal, der ligger saa nær, bliver ikke fremdraget. Occam selv var troende Katolik; han paaviste Spliden, men forfulgte ikke dens Konsekvenser. Den katolske Kirke holdt fast ved sin hellige Thomas og har ikke tilladt nogen anden Opfattelse af Tro og Viden at gøre sig gældende inden for dens Enemærker. Endnu i vort Aarhundrede ere ikke mindre end tre katolske Filosofer blevne dømte, fordi de enten vare mere eller mindre rationalistiske end St. Thomas. For den katolske Kirke eksisterer der her ikke længer noget Problem. — Lad os da se, hvorledes Sagen stiller sig inden for Protestantismen.
IV.
I den nyere Tid breder Livet sig i saare mange forskellige Retninger og har et langt mere broget og mangesidigt Præg end i Oldtid og Middelalder. Og Kirken staar kun som ét af de mange Omraader for Livsbevægelsen; den
