199
Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.
er ikke længer Et og Alt som i den første Menighed, eller Kronen paa det Hele som i Middelalderen. Historien er ikke først og fremmest en Kirkehistorie, men blandt Andet ogsaa Kirkehistorie. Overvejende passivt modtager Kirken de nye Livsretningers Tilbageslag og søger at finde sig til Rette over for dem; men de udgaa ikke længer fra den.
Den kirkelige Protestantismes Forhold til Videnskaben er omtrent det samme som Katolicismens. Luther havde vel beraabt sig — ej blot paa den hellige Skrift, men ogsaa paa »klare Grunde«; men ellers anvendte han paa Fornuften Pauli Ord, at Kvinden skal tie i Menigheden. Altsaa Fornuften skulde have Vergils Rolle, maatte ikke betræde det Allerhelligste. Den protestantiske Kirke vilde gerne vedblive at spille »den guddommelige Komedie«. Men Vergil har ikke længer vist sig medgørlig.
Den protestantiske Ortodoksi blev en ny Skolastik, men mere ængstelig og mindre storartet end den middelalderlige. — Den har ikke fundet nogen Dante. De store protestantiske Digtere gaa uden om den eller imod den. Poesiens Forhold til Kirken danner en Parallel til Videnskabens: Oldkirken har ingen Poesi, Katolicismen en kirkelig Poesi, Protestantismen en uden for Kirken staaende, om ikke antikirkelig Poesi.
For Protestantismen er det 18. Aarhundrede, hvad det 14. var for Katolicismen. Men den Krise, som det bragte, var langt grundigere, bundede langt dybere end Renaissancebevægelsen. Det er den selvstændige humane Livsanskuelses Fødselstid. Forløberne vare naturligvis mange — men først nu forstodes og anerkendtes de. Først nu fandt f. Eks. Spinoza, der i halvandet Aarhundrede havde ligget »som en død Hund«, en Kreds, der kunde tænke hans Tanker og tilegne sig dem. Først nu fik den teologiske Livsanskuelse en jævnbyrdig Modstander. Jeg tænker her ikke paa noget bestemt, afsluttet System, men paa en almindelig Tanke- og Livsretning, som i de store Træk var fælles for Mænd som Lessing og Kant, Schiller og Goethe. — Som man ser, fandt denne nye Livsanskuelse straks mere end én Dante.
Det Ejendommelige ved dette Standpunkt, hvis Hoved-
