218
Det religiøse Problem.
i Taler ved denne Fest. En af mine teologiske Kolleger har talt om den historiske Kritiks Betydning ved Fastsættelsen af den religiøse Tradition, og min astronomiske Kollega har talt om Erfaringsvidenskabens stille, men stadigt voksende Indflydelse paa religiøse Forestillingers Indhold og Betydning.
Der er, saa vidt jeg ser, fire Elementer, som utvivlsomt bestemme den Karakter, menneskelig Livsanskuelse, hvad enten den antager Form af religiøs Tro eller ikke, antager til en bestemt given Tid. De kunne i Korthed betegnes som Overlevering, Iagttagelse, Tænkning og Villie.
Religion bestaar fra Slægt til Slægt som en ærværdig Overlevering, i hvilken den Enkelte uvilkaarligt lever sig ind. Den giver Form og Indhold for Trangen til at forstaa Livet, dets Betydning og dets Opgaver. Et religiøst Problem opstaar, hvad dette Punkt angaar, naar der spørges, hvorfra Overleveringen stammer, hvor vidt man kan stole paa dens Ægthed, og hvem der i Tvivlstilfælde skal afgøre saadanne Spørgsmaal. I vore Dage gælder det her om den historiske Kritiks Forhold til kirkelig Overlevering. Jeg behøver ikke at minde om, at dette Emne netop i de seneste Aar er kommet op ogsaa her hjemme. Et endnu mere brændende og dybtgaaende Spørgsmaal er det, om den Livsførelse, der nu kalder sig med Kristendommens Navn, virkeligt er den samme, som den, der oprindeligt var knyttet til dette Navn. Fra denne Side blev det religiøse Problem rejst her hjemme af vort Folks største religiøse Tænker i Form af det Spørgsmaal: Er det nye Testamentes Kristendom virkeligt til?
Den Iagttagelse og Kundskab, den Enkelte kan vinde, vil nødvendigvis faa Indflydelse paa hans Tro. Den vil bestemme den Maade, paa hvilken han opfatter Overleveringen, — hvad han virkeligt tilegner sig, og hvad han lader ligge, — hvad han tager i bogstavelig Betydning, og hvad han opfatter som blot Symbol. Heri bestaar, hvad min astronomiske Kollega har kaldet Iagttagelsens religiøse Betydning.
Naar jeg stiller Tænkningen som et eget Element i
