221
Det religiøse Problem.
egen Opgave at kæmpe for det højeste Værdifulde — for dets Sejr i os og uden for os; men det religiøse Problem stiller sig med det Spørgsmaal: er det os alene, der kæmpe for det, eller er der Magter og Love i Tilværelsen, der virke i Harmoni med det og i Retning af det? — Det er Reformationens største Fortjeneste, at den har hævdet dette som Grundspørgsmaalet. Reformationen lod den gamle Dogmatik staa, men lagde hele Vægten paa Personlighedens indre Tilslutning. I sin Catechismus major spørger Luther: Qvid est Deus? (Hvad er Gud?) Og hans Svar er: det, hvortil du har fuld Tro og Tillid. Det er ene Hjertets Tillid, der gør Noget til en Gud eller en Afgud (sola cordis fiducia deum pariter atqve idolum facit et constituit); og den rette Gud vil du have, naar din Tro og Tillid er ret og ægte. Luther blev den Mand, han blev, fordi han af egen Erfaring kendte den Angst, der føles i Kampen for Livets højeste Værdier, ikke blot for, om de ville sejre uden om os, men først og fremmest for, om de ville sejre i os selv. Der, hvor Villiens Grænse ligger — indadtil og udadtil — der hævder Villien sig endnu i Form af Tro. Hvad Skolastiken og det romerske Kirkesystem ikke kunde lade komme til Udfoldelse, eller hvad de for hastigt og paa for lette Vilkaar tilfredsstillede, — den Enkeltes indre Trang og Krav til sig selv og til Verden, det stillede Reformatorerne i forste Række. Det er deres store, umistelige Fortjeneste.
Den personlige Trang til Hævdelse af Livsværdierne er den Faktor, som tilsidst bliver afgørende for den Indflydelse, Overlevering, Iagttagelse og Tænkning faa. Den træffer sit Valg mellem Overleveringernes og Iagttagelsernes Mangfoldighed, betoner nogle og stiller andre i Baggrunden, og den hæmmer eller fremmer Tænkningens Konsekvens. Det er det mest urolige Element i det Religiøse. Det er mod den, at Opmærksomheden mere og mere vender sig, fordi der er opstaaet en levende Fornemmelse af, at det er her, Slaget tilsidst skal staa. De gamle Guder, som Slægten har vendt sig fra paa forskellige Stadier af sin Udvikling, ere aldrig blevne gendrevne. Gudedynastier uddø, naar der ikke mere er Trang til dem. Derfor vender Behandlingen af det reli-
