Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/240

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

226

Kampen mellem gamle og nye Tanker.

hundrede. En mere væsentlig Anledning har jeg for mit Vedkommende faaet til et saadant Tilbageblik ved Afslutningen af et Arbejde over Filosofiens Historie i det sidste Aarhundrede. Det er paa Resultater af dette Arbejde, jeg for en væsentlig Del støtter mig i de Anskuelser, jeg her vil gøre gældende. Men før jeg, støttet til Historien, gaar over til at gøre Rede for, hvorledes vi nu ere stillede med Hensyn til nogle af de vigtigste Problemer paa det aandelige Livs Omraade, maa jeg forudskikke nogle Bemærkninger om Synspunkt og Maalestok for det aandelige Livs Udvikling.

I.

Naar man i det Hele taget anerkender, at der foregaar en aandelig Udvikling, ikke blot hos den Enkelte, men ogsaa i Slægten, saa at lige saa lidt i den indre som i den ydre Verden Alt bliver som det var, saa opstaar naturligt det Spørgsmaal, om der ved denne Udvikling gøres et Fremskridt eller ikke, — om der tabes eller vindes ved de Forandringer, der ske. I Begrebet Udvikling ligger ikke nødvendigvis, at der bliver noget mere Værdifuldt til end der var før, ikke heller, at de vundne Værdier bevares. Der kan tænkes en Udvikling — i Betydning af en lovbestemt Række af Forandringer — som fører til en Tilbagegang ikke blot i Værdi, men ogsaa i Energi.

Paa den ydre Naturs Omraade har man som bekendt i de sidste halvhundrede Aar opstillet og gennemført Loven om Energiens Bestaaen. Fysikerne ere overbeviste om, at der i den materielle Verden ingen Energi opstaar og ingen Energi forgaar, men at Energien ved enhver Forandring og Udvikling kun omsættes i nye Former. Men heller ikke her er Energiens Bestaaen Et med Værdiens Bestaaen, ti man har jo drøftet den Mulighed, at der i vort Verdenssystem kunde indtræde en saadan Fordeling af Varmen, at al Bevægelse og alt Liv vilde høre op, saa at det, der fra vort Synspunkt (og andet Synspunkt have vi nu en Gang ikke) giver Verden Værdi — det, at den kan være Hjemsted for Liv og Aand — dermed vilde være faldet bort.