230
Kampen mellem gamle og nye Tanker.
Synspunkter og Livsretninger. Kan nu Kraften, Trygheden og Inderligheden bevares, naar Indholdet bliver saa meget des rigere? Kan det aandelige Fællesskab bevares, naar saa mange Retninger i Tro og Liv faa deres mere eller mindre frie Spil? — Det var et Spørgsmaal, som først Renaissancens og senere Oplysningens og Revolutionens Aarhundrede stillede. Det er et Grundproblem, der under forskellige Former strækker sig hen igennem den nyere Tids Tænkning lige fra Renaissancens Tid til vore Dage. Renaissancen selv stillede ikke Problemet; den var saa optagen af det Nye og Store, den opdagede, at den ikke følte Problemets Brod. Oplysningens Tid var ligeledes saa optagen af sin Kritik og sin Fornuft, af at skyde det Gamle til Side og føle Glæden ved den kritiserende og prøvende Fornufts Brug, at den ikke tænkte paa, om der ikke ved Bruddet med Instinkt og Autoritet var gaaet Noget tabt, de nye Former for aandeligt Liv ikke vilde kunne erstatte. Selv om Kontinuiteten i Udviklingen kunde paavises trods alle Renaissancer og Revolutioner (ligesom Geologien mener at kunne paavise Kontinuiteten i Jordudviklingen trods alle Jordrevolutioner), og selv om det kunde paavises, at den samme Energi, der ytrede sig i Instinktets og Autoritetstroens koncentrerede Form, nu ytrer sig i mere spredt, fordelt og nuanceret Form, saa er det jo ikke sagt, at disse forskellige Ytringsformer ere lige meget værd. Den paa mange Punkter fordelte, i mange nuancerede Former fremtrædende Kraft har maaske ikke paa noget Punkt den Mulighed for at optræde samlet, den Koncentrationens Sikkerhed og Vælde, som den havde under den gamle Tingenes Orden. Bliver Livet ikke mattere under Udviklingens Gang, ikke fordi der forsvinder Kraft, men fordi den fordeles og nuanceres, — ligesom Fysikere tro, at vort Verdenssystem en Gang vil stivne, fordi Energien er fordelt, saa de store Rytmer i Verdensprocessen ikke mere bliver mulige?
Det er Problemet. Og naar vi nu tage vor Tidsbetragtning op, finder jeg det ejendommeligt for vort Aarhundrede, at dette Problem er blevet følt og stillet. Og vort Aarhundredes Begyndelse maa sættes der, hvor Problemet først optræder. Men saa maa vi forlade Almanakens Grænser; ti
