Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/254

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

240

Kampen mellem gamle og nye Tanker.

er en uafviselig Opgave, baade til teoretisk Forstaaelse af det aandelige Liv og til praktisk videreførelse af det. Vi forstaa kun en Personlighed, naar vi se, hvad den drager Næring af, og hvorledes den bruger den Næring, den optager, ligesom vi kun forstaa, hvad der foregaar i en Organisme, naar vi forfølge Omsætningsprocesserne i den, lige fra Optagelsen af Elementer fra Omverdenen til Funktionernes mangfoldige Anvendelse af de optagne Elementer. Vi stave endnu i vor Psykologi paa en Lære om Personligheden, om Betingelserne for, at der danner sig aandelige Centre, og om Betingelserne for deres Sundhed. Her har den romantiske Retning altfor ofte ladet sig nøje med at bestemme Personlighedens Begreb in abstracto og at opstille det som Genstand for Kontemplation, ligesom Platon opstillede sine Ideer. Saaledes som jeg forstaar og hylder den positivistiske Retning i Filosofien, stiler den henimod at finde de Betingelser og Love, det personlige Liv, ligesom alt Andet i Verden, er underlagt. Gennem Eksperiment og Selviagttagelse, ved Benyttelse af fysiologisk og historisk Materiale vil den finde de Love, der sammenholder Livet indenfor det enkelte Individs Bevidsthed, saa vel som de Love, i Følge hvilke Individets Bevidsthedsliv er knyttet til hele Slægtens Liv. Det er saa langt fra, at en realistisk Forsken vil føre til at fornegte Personlighedens Idé, at den netop vil styrke denne Idés Anvendelighed ved at føre til Indsigt i de bestemte Love, Betingelser og Grænser for den. Den romantiske Frygt eller Foragt for den mekaniske Sammenhæng, der nu en Gang er Bærer og Ramme for Alt, hvad der skal kunne bestaa og gøre sig gældende i Virkelighedens Verden, er en af de vigtigste Hindringer for den aandelige Udvikling. Den er selv en hemmelig Vantro, idet den hviler paa den Forudsætning, at det forringer Aandslivets Værdi at være en lovbunden Sammenhæng underlagt. En frejdig Tro paa Personlighedens Idé vil baade medføre Tillid til, at den vil kunne hævde sig under nye Former, og Iver for at undersøge den Tingenes Orden, der kan føre det personlige Liv over fra