17
Tvivlens Historie i den nyere Tid.
hos de senere Forfattere, der kunne siges at falde ind under Begrebet Skepticisme, Motiver og Grundtanker ændres, faar han en Maalestok for, hvilken Kraft der er vunden, og hvilken Udsigt en selvstændig Livsanskuelse har til at gøre sig gældende. Dr. Starcke kommer ad denne Vej ind paa en Række erkendelsesteoretiske, psykologiske og etiske Problemer, hvis Behandling han mener er bleven hæmmet ved den skeptiske Tendens, der har holdt sig længere end nødvendigt, og han giver selv dygtige Bidrag til deres Behandling.
Arbejdet falder, som det heraf vil ses, i to Hoveddele, en overvejende historisk Del og en overvejende teoretisk. Forfatteren har dog, synes det mig, ikke holdt dem tilstrækkeligt ude fra hinanden. Navnligt teoretiserer han for meget allerede i den første Del, skønt denne jo skulde udgøre en væsentlig Del af hans Bevismateriale. Hans Fremstilling vilde sikkert have vundet i Klarhed og Interesse, dersom den historiske Behandling af Skepticismen var holdt mere for sig selv, og dersom der saa tillige var givet en mere indgaaende psykologisk og historisk Karakteristik af de enkelte Forfattere. Derved vilde det sikkert tillige have vist sig nødvendigt at medtage flere Forfattere; man savner i det mindste nogle, som ere af Betydning for de Spørgsmaal, der drøftes i den sidste Del af Bogen. Forfatteren giver saa meget Godt, at vi naturligt ønske mere, især da det vilde stemme med den vel udtænkte Plan.
Til Karakteristik af Bogen skal jeg dvæle ved begge Hovedafsnit, altsaa først betragte Skepticismen som historisk Fænomen, og dernæst drøfte Dr. Starckes Anskuelse, at ethvert Spor af Skepticisme kan og skal forsvinde fra Tænkningen og Livet.
I.
Skepticismen bestaar, ifølge Dr. Starcke, paa det teoretiske Omraade deri, at der mistvivles om Menneskets Evne til at danne sig en Viden om Verdens og Menneskets inderste virkelige Beskaffenhed, og paa det praktiske Omraade
Høffding: Mindre Arbejder.
