18
Tvivlens Historie i den nyere Tid.
deri, at der rejser sig Tvivl om Menneskets Evne til paa egen Haand at lære det Gode at kende og til at elske det. En saadan Tvivl kan kun opstaa, naar hverken den teoretiske Verdensopfattelse eller den praktiske Livsanskuelse og Livsførelse længere helt igennem bestemmes ved Tro paa hellige Autoriteter. I Renaissancens og Reformationens Aarhundrede var der derfor en frugtbar Jordbund for den. Den faar en meget forskellig Karakter og Retning, alt eftersom den især motiveres af Kærlighed til det Gamle og bruges som Vaaben mod det Nye, som man af Magelighed eller Frygt vil holde sig fra Livet, eller den udspringer af Kærligheden til det Nye, forbunden med Frygt for, at dette Nye ikke kan gennemføres og være sig selv nok. I Forgrunden kommer dog stedse til at staa det Spørgsmaal, om der gives en selvstændig teoretisk Videnskab og en selvstændig Etik.
Efter Dr. Starckes Opfattelse har Skepticismen i den Form, i hvilken den fremtraadte i det 16. Aarhundrede og i den følgende Tid, en væsentligt anden Karakter end den skeptiske Retning inden for den græske Filosofi. Oldtidens Skepticisme havde, mener han, en mere teoretisk Karakter og kan paa ingen Maade sammenstilles med den moderne, hos hvilken der viser sig en stærk Fornemmelse af at være kommen til kort i sin Kamp for Tilværelsen. Han finder Forskellen udtrykt i den forskellige Anvendelse, der gøres af Argumenterne for Erkendelsens Relativitet: hos de græske Skeptikere bruges disse Argumenter, efter hans Opfattelse, til at paavise en sikker Erkendelses Umulighed, medens de i nyere Tid bruges til at vise, at den praktiske Usikkerhed over for Naturen ikke kan afhjælpes. — Jeg nærer Tvivl om, hvor vidt Forfatteren har Ret heri. Man har for meget vænnet sig til at betragte de græske Skeptikere (hvis egne Skrifter vi ikke have) fra den rent negative Side. Adskilligt tyder paa, at deres afvisende Holdning overfor Dogmer og Spekulationer hang sammen med deres Interesse for Erfaringsmetoden. Der er en historisk Sammenhæng mellem de skeptiske Filosofer og den empiriske Lægeskole. Galenos bruger herom det Udtryk, at de empiriske Læger vare i Medicinen, hvad Skeptikerne vare i Filosofien, og han fremstiller Pyrrhon,
