23
Tvivlens Historie i den nyere Tid.
Pascal, hos hvem det Afgørende er »den Rædsel, der griber Mennesket, idet han ser Muligheden af, at han paa egen Haand kan finde sig selv til Rette, men tillige ser denne Mulighed knyttet til en Betingelse, Verdensmekaniken, som synes at angribe Livets Værdi i dets inderste Rod«, Det er nu »allerede selve Forskningens Metode og det Skema for Verdenshelet, denne forudsætter, som vækker Bekymring. Tanken om en Verden, der ligesom et Urværk gaar efter evige mekaniske Love, synes disse Mennesker at maatte fylde os med Gru.« Ad denne Vej forklarer Dr. Starcke Lidenskabeligheden i Pascals Polemik mod den naturlige Fornuft, idet han i ham ser »en Levendegørelse at den store Tragedie, som spilledes ved Sammenstødet mellem det Gamle og det Nye.« — Jeg føjer her kun til, at det er en Tragedie, der senere ofte har gentaget sig under Tænkningens rytmiske Udvikling. I vor egen Literatur have vi en original »Levendegørelse« af denne Art i S. Kierkegaard. Og han bliver maaske ikke den sidste.
I et følgende Afsnit omhandles den engelske Deisme paa en interessant Maade. — Deismen var et Kompromis: man kastede en Del Dogmer over Bord, som man mente havde en rent ydre, historisk Oprindelse, og beholdt tilbage en lille udvalgt Kreds af religiøse Forestillinger (især om en personlig Gud og Udødeligheden), som man mente udsprang af »Fornuften« og var forenelig med en rent videnskabelig Verdensopfattelse. Det var det standpunkt, hvorpaa det 18. Aarhundredes »Oplysning« stod. Dr. Starcke søger at vise, at Deismen opløses, da den Konsekvens drages, at Mennesket i sin Livsførelse maa kunne undvære disse resterende Dogmer lige saa vel som de forkastede, og at Etiken lige saa vel er uafhængig af den »naturlige« Religion som af den positive Religion. Det kunde i denne Sammenhæng være blevet paa vist, at Deismen ogsaa blev angreben fra en helt anden Side. I sit mærkelige Skrift »Analogy of Religion, natural and revealed, to the constitution and course of nature« (London 1736) paaviste Joseph Butler, at de vigtigste Indvendinger, der kunne rettes mod den aabenbarede Religion, ogsaa kunne rettes mod Troen paa en Forsynsstyrelse i Naturen, idet man
