73
Frederik Christian Sibbern.
havde kunnet bære en saadan Hævnlystshidsighed i sig.« Denne Mand er tydeligt nok Sibbern selv.
Dette Hang vidste han vel var begrundet i hans Natur; men han fremhæver skarpt og bestemt, at det næres og plejes mere eller mindre hos os Alle ved den Maade, hvorpaa de offentlige Forhold behandles i Stat og i Kirke. Paa hans gamle Dage, som Tilskuer ved det politiske Liv, især efter 1864, var det ofte vanskeligt for ham at holde fast ved hvad han havde ladet sin Gabrielis udtale, at der egentligt intet Ukrudt findes, heller ikke i Menneskeverdenen. Han gjorde den Erfaring, at »for at bevare sin Menneskevelvilje, Menneskekærlighed, Menneskeagtelse, maa man lade den stundom ty ind under Menneskeforagten og her søge sig et Tilflugtssted til Ly«. Der er altsaa, saaledes synes det at maatte forstaas, visse Udvækster, man maa forkaste, for at kunne bevare sin Tro og Kærlighed til Menneskeheden i det Hele. Men denne Art Foragt, som kan tjene til Konservationsmiddel for Menneskekærligheden, passer kun for de Gamle, for dem, som have gennemgaaet Livets Skole. Hos de Yngre maa der findes »en anderledes stærk og til Had hengrænsende Foragt end den, hvorunder Menneskekærligheden skal søge Ly«. (Samfundsbetragtninger. Andet Hefte 1870.) Det var især Harmen over ubillige og af Partifanatisme og Uvidenhed udspringende Domme, som fremkaldte saadanne Udtalelser af ham.
Denne Mand har ikke taget sig Livet let. Det var ogsaa en af hans Grundsætninger, »at man skal tage sig Livet tilbørligen nær«. Han havde nok at kæmpe med, og at han kunde vidne om Livets Værdi, som han har, er et betydningsfuldt Faktum. At hans Tro paa Livet vandtes gennem en Kamp, gør hans Resultat saa meget mere vederhæftigt. Og endeligt byggede han paa en Indsigt i det aandelige Livs Love som sit teoretiske Grundlag. Han førtes tidligt til den Overbevisning, at det aandelige Liv, ligesom alt Liv, udvikler sig sporadisk, det vil sige ud fra forskellige, ofte tilsyneladende modsatte Udgangspunkter. Meget forskellige Anlæg og Drifter kunne paa én Gang ytre sig, og idet de drage Sindet hver i sin Retning, opstaar den Gæring, Uro og
