75
Frederik Christian Sibbern.
megen Opsigt, endte med meget hjerteligt at ønske Doktoranden til Lykke med, at han nu dog endeligt en Gang havde opnaaet det, som han saa mange Gange forgæves havde prøvet paa, kendte Tilhørernes Jubel ingen Grænse. Det var ikke ironisk ment. Ti Ironi laa aldeles ikke for Sibbern. Han skrev i Tyverne et »ironisk« Forsvar for Englændernes Tog til København 1807; men de halve Læsere toge det for Alvor, og han maatte offentligt forklare, at det var ironisk ment. — Var denne Evne nægtet ham, saa havde han fuld Erstatning derfor i den umiddelbare Varme og Begejstring, hvormed han tog Livet og stræbte at faa Andre til at tage det.
Des værre lykkedes det ikke Sibbern i noget enkelt Værk at give sig selv helt, heller ikke at give noget enkelt Værk den fulde Afslutning hvad Tankeindholdet angaar. Der er ingen Bog af ham, man kan pege paa som den, i hvilken man har ham helt og holden. Maaske nogle udvalgte Stykker at »Gabrielis«, af »Psykologisk Patologi« (»Læren om de menneskelige Følelser og Lidenskaber«), og ikke mindst af »Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135« vilde egne sig bedst til at karakterisere ham fra den Side, fra hvilken han sikkert har sin største Betydning. Ti hvilken Mening man end har om ham som videnskabelig Filosof, saa var han i Ordets smukkeste Betydning Livsfilosof, en Mand, der baade har levet rigt og dybt og formaaet at give os værdifulde Bidrag til at forstaa vort Liv og til at øve den vanskelige Kunst: at leve.
II.
Sibbern som Psykolog.
De fleste og største af Sibberns videnskabelige Skrifter behandle Psykologien, og han medbragte til (lette Fag i flere Henseender fortrinlige Forudsætninger. En frisk og levende Natursans og Iagttagelsesevne, især for Fænomener, der høre hjemme paa Følelses- og Driftslivets Omraade, og ikke ringe Kendskab til Naturvidenskab og Fysiologi. Men hans psykologiske Arbejder (af hvilke det første udkom 1819) bære stærkt Præget af, at man den Gang i langt højere Grad end
