85
Frederik Christian Sibbern.
var ogsaa for ham den filosofiske Stræbens højeste Formaal. Men Filosofien maa efter hans Overbevisning stedse gaa ud fra et givet Indhold, og først gennem Bearbejdelsen af dette kan efterhaanden den sidste, ledende Idé udvikle sig. Filosofien maa, som han udtrykker sig, være eksplikativ, før den kan blive spekulativ, det vil sige, den maa gaa ud fra Betragtninger over det Givne for i dette at finde Hentydninger til en Idé, i hvis Lys det maatte kunne finde sin Forklaring. Og den spekulative Erkendelse maa selv igen stedse søge sin Bekræftelse gennem stadig Sammenholden (»Konferens«) med det virkeligt Givne.
Spørge vi, hvorledes det er muligt, at en saadan Idé kan findes, og en saadan Forklaring til en vis Grad naas. da vi jo dog kun kende og overskue saa ringe en Del af Tilværelsen, saa svarer Sibbern, at vi selv jo ere et Led af Tilværelsen, og at det Samme, som udgør Tilværelsens inderste Væsen i det Hele, ogsaa gør sig gældende i os, naar Idéerne under Betragtning og Bearbejdelse af de givne Erfaringer arbejde sig frem i os. Men at Maalet ikke fuldstændigt vil kunne naas i en overskuelig Tid, ligger i det sporadiske i Tilværelsen. Verden træder frem for os fra sin Fyldes mange Punkter paa én Gang; det Centrum, omkring hvilket alle disse Punkter kunne ses i deres Sammenhæng, vil kun kunne findes gennem »en Debat af Alt mod Alt«, som vanskeligt kan tænkes afsluttet. Det er da intet Under, at der er saa mange stridigheder mellem Filosoferne; vi ere jo endnu ved at prøve os frem, og derfor maa snart et, snart et andet Hovedpunkt komme til at træde frem med ensidig Styrke.
De, som kende Filosofiens nyere Historie, ville finde, at Sibberns hele Opfattelse af Filosofiens Væsen og Metode ikke lidet minder om Lotze. Ogsaa ellers fremtræder der et vist slægtskab mellem de to Tænkeres Anskuelser.
Sibbern baner sig Vej fra sin Erkendelseslære til sin metafysiske Teori ved at vise, at Erkendelsens Mulighed beror paa, at Tilværelsen frembyder en Sammenhæng af det Ene med det Andet, saa at Alt tilsidst danner en altomfattende Helhed. Dersom der ikke i Tilværelsen gives en altomfattende Tingenes Orden, i Følge hvilken hver enkelt Ting bestemmes
