Side:Højesterets dom af 28. marts 2018 i sag 225 2017.pdf/11

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 11 -

sædvanlige medicin, kunne forvente, at han – ud over den blodsukkermåling, hun konkret havde anmodet B om at foretage – ville få målt sit blodsukker i forbindelse med den sædvanlige morgenmedicin ca. 4 timer senere.

Det fremgår af Retslægerådets udtalelse af 19. oktober 2015, at A burde have fået foretaget blodsukkermålinger med timers mellemrum (f.eks. hver 4. time), og at ”man” burde have haft fokus på laboratoriesvarene. Retslægerådet har endvidere udtalt, at der ”i forbindelse med indlæggelsen” burde have været udarbejdet en plan for kontrol af diabetes, inklusive en blodsukkerværdi taget ved indlæggelsen som referenceparameter og en plan om eventuelt glukose-kalium-insulindrop.

Sundhedsstyrelsen har den 26. marts 2014 udtalt bl.a., at hvis det lægges til grund, at T gav B besked om at måle blodsukker på A, så burde T have fulgt op på de manglende resultater af blodsukkermålingen. Denne udtalelse er afgivet før bevisførelsen i byretten. Under hovedforhandlingerne for byretten og landsretten har samtlige sundhedspersoner med tilknytning til akutmodtagelsen på Svendborg Sygehus i al væsentligt samstemmende forklaret, at samarbejdet mellem læger og sygeplejersker byggede på en fælles forståelse om, at sygeplejersken kontaktede lægen, hvis der måltes påfaldende værdier ved undersøgelser.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder – herunder navnlig at T gav B besked om at måle blodsukker på A, at T kunne forvente, at B gav hende besked, hvis der måltes påfaldende værdier ved undersøgelsen, og at hun kunne forvente, at A tillige ville få målt sit blodsukker i forbindelse med den sædvanlige morgenmedicin ca. 4 timer senere – finder vi det ikke godtgjort, at T ved som anført i anklageskriftet ikke at have ordineret hyppige blodsukkermålinger, ikke at have lagt en plan for, hvordan As blodsukker skulle behandles, og ikke at have fulgt op på manglende blodsukkermålinger har handlet med en sådan høj grad af uagtsomhed, at det kan betegnes som en grovere forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af hendes virksomhed som læge, jf. autorisationslovens § 75.

Vi stemmer derfor for at frifinde T.

Tre dommere – Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs og Kristian Korfits Nielsen – udtaler: