Side:Højesterets dom af 28. marts 2018 i sag 225 2017.pdf/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 10 -

eller Skjønsomhed fra Embedsmandens Side vilde derfor være ligesaa ubilligt som det vilde kunne virke skadeligt, forsaavidt som det let kunde lamme hans Mod og Handlelyst. Kun naar der udvises en grov Forsømmelse eller grov Skjødesløshed – der forøvrigt kan være baade af negativ og af positiv Art –, eller naar han gjentagende, trods Advarsler og Paamindelser, gjør sig skyldig i Forsømmelse eller Uagtsomhed, bør der reises offentlig Sag imod ham til Strafs Lidelse, …”

Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår for Højesteret, om T har udvist grovere forsømmelse eller skødesløshed i autorisationslovens § 75’s forstand i forbindelse med behandling af A på Svendborg Sygehus den 5. august 2013.

Fire dommere – Jon Stokholm, Vibeke Rønne, Jens Peter Christensen og Jens Kruse Mikkelsen – udtaler:

A blev natten til den 5. august 2013 af Falck indbragt til akutmodtagelsen på Svendborg Sygehus på grund af mavesmerter. Ved modtagelsen målte sygeplejerske B bl.a. hans puls, blodtryk og temperatur, og B noterede i journalen kl. 02.42 bl.a., at As mavesmerter nu var gået over. A fik prioriteringsfarven grøn (blev triageret grøn).

A blev efterfølgende tilset af læge T, som denne nat var kirurgisk forvagt på akutmodtagelsen. Hendes samtale med A varede ifølge hendes forklaring ca. 30 minutter. Det fremgår af hendes journalnotat kl. 03.41 om den objektive undersøgelse, at A var vågen, klar og orienteret, samt at han havde pæne farver og var varm og tør. Det fremgår endvidere, at han var under udredning på grund af mavesmerter og vægttab og i den forbindelse afventede en CT-scanning, og at han i øvrigt var kendt med diabetes type 2 og var i behandling med bl.a. insulin. Hun besluttede ifølge journalnotatet at indlægge A som 48-timers patient til observation i akutmodtagelsen og bemærkede samtidig, at det i forbindelse med morgenstuegangen kunne overvejes, om CT-scanningen, som han i forvejen var henvist til, kunne fremskyndes. Sygeplejerske B har betegnet indlæggelsen som en ”venlighedsindlæggelse”, og den kirurgiske bagvagt på akutmodtagelsen, afdelingslæge T2, har betegnet indlæggelsen som en ”social indlæggelse”.

Efter landsrettens bevisresultat lægges det til grund, at T efter samtalen med A mundtligt bad B om at måle As blodsukkerværdi. Det må endvidere i overensstemmelse med byrettens bevisresultat antages at være lagt til grund, at T ved at ordinere, at A skulle fortsætte med sin