Denne side er ikke blevet korrekturlæst
- 9 -
- ”Dette dansk Rets strafferetlige Uagtsomhedsbegreb synes fuldt ud at kunne bringes til Anvendelse ogsaa paa Læger. De Situationer, Lægen kan komme i under sin Behandling af syge, er saa mangfoldige, at der næppe paa Forhaand for de enkelte Tilfælde lader sig opstille bestemte Agtpaagivenhedsregler, som Lægerne særlig skal følge. Det foreliggende Domsmateriale giver heller ikke nogen Vejledning i saa Henseende. Den nuværende Retstilstand synes ogsaa at være den baade for Læger og for Befolkningen mest hensigtsmæssige. Lægerne behøver ikke at frygte for at blive draget til Ansvar, blot fordi der objektivt set er sket Skade som Følge af deres Behandling – en Frygt, som i og for sig kan være forstaaelig hos Mennesker, der giver sig af med et farligt Erhverv. Domstolene vil lægge Vægten paa, om Skaden kan tilregnes Lægen som uagtsom, om der foreligger Skyld. Lægen, hvis samfundsmæssige Opgave det i mange Tilfælde er at foretage farlige Handlinger, vil derfor kunne foretage disse uden at paadrage sig Ansvar, naar han holder sig indenfor, hvad hans videnskabelige Uddannelse, Erfaring og sunde Fornuft tilsiger ham. I vidt Omfang vil Domstolene ved Afgørelsen af Sager angaaende Lægers Ansvar støtte sig til sagkyndige Erklæringer – fra Retslægeraadet, Sundhedsstyrelsen, Specialister og andre – og Lægen vil derigennem have Sikkerhed for, at hans Handling bliver bedømt paa et sagkyndigt Grundlag. Der vil herved ogsaa være sikret tilstrækkeligt Raaderum for Indvinding af de til lægevidenskabelige Fremskridt fornødne Erfaringer. Selvom Læger – og da navnlig Kirurger – forholdsvis ofte vil kunne komme ud for at tilføje en Skade, der objektivt set falder ind under Borgerlig Straffelovs §§ 241 eller 249, og selv om det derfor kunde synes at være en højst betænkelig Sag at være Læge, vil Kravet om Uagtsomhed, Skyld, medføre, at den hæderligt virkende Læge kan føle sig lige saa tryg som Folk i Almindelighed. Dette er ligesaa fuldt i Befolkningens som i Lægens Interesse, da en strammere Regel vil være en Hindring for en effektiv Indgriben i de enkelte Tilfælde. Til Beskyttelse for Publikum kræves paa den anden Side, at Lægen handler forsvarligt, d.v.s. med den Agtpaagivenhed, som man kan forlange af en Læge. Patienten skal ikke finde sig i, at en Læge tilføjer ham Skade, fordi han af Ukyndighed, Skødesløshed eller Letsindighed gaar udenfor de Grænser, som kan staa for en faglig og menneskelig Kritik. Lovgivningen giver fornøden Mulighed for at ramme den Læge, der handler saaledes, og mere har Befolkningen ikke Krav paa. Man finder derfor ikke, at der er Grundlag for at udvide – eller indskrænke – de efter Straffelovgivningen gældende subjektive Straffebetingelser.”
Autorisationslovens § 75 svarer, som anført i forarbejderne til lægelovens § 18, i det væsentlige til straffelovens § 157. Denne bestemmelse går tilbage til straffeloven af 1866 – dengang § 143. Af Udkast til Straffelovbog for Danmark med tilhørende Motiver, 1864, s. 168, fremgår bl.a.:
- ”Ligesom man imidlertid ikke med den norske Straffelovs Kap. 24 § 28 har villet foreskrive Straf for ”Uforstand” i Embedsførelsen – al den Stund saadan dog ikke kan tilregnes Embedsmanden selv –, saaledes synes det ogsaa, at der, saa vidt som det kan fordres af Embedsmanden at han skal gjøre sig Flid og vise Paapassenhed og Opmærksomhed for at røgte sit Embede saa godt som muligt, paa den anden Side maa tages et billigt Hensyn til, at det overhovedet er hans Pligt at tage Beslutning og at handle i mange Tilfælde, hvor Tvivl kan være naturlig og hvor han vel kunde ønske at have Tid og Leilighed til nærmere Overveielse. At straffe enhver Feil eller Mangel paa Konduite
