Side:Højesterets dom af 28. marts 2018 i sag 225 2017.pdf/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 2 -

nævn, der kan afgøre sager uden kritik eller med påtale i form af kritik, kritik med indskærpelse eller med kritik med berettiget mistanke om strafbart forhold. Fastlæggelsen af den nedre grænse for autorisationslovens § 75 må ske ud fra en helhedsvurdering af den konkrete situation, herunder sædvanlige arbejdsrutiner inden for sundhedssektoren, generelle og konkrete instrukser samt den sundhedsfaglige vurdering. Der skal tillige skeles til praksis for anvendelse af straffelovens § 157, ligesom det skal inddrages, hvorledes sager konkret vurderes i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Der må lægges vægt på, at det sædvanligvis vil være tilstrækkeligt at gennemføre en sag ved Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn eller give en tjenstlig påtale. Det strafbare område må reserveres til de grovere forseelser, således at straf over for læger og offentligt ansatte ikke bliver dagligdag med de vidtrækkende konsekvenser, som dette vil have for indretningen af sundhedssektoren og den offentlige administration i almindelighed.

Ved bedømmelsen af den udviste grad af uagtsomhed må det foruden de forhold, som landsretten har lagt vægt på, tillægges betydning, hvad der var baggrunden for As henvendelse på akutmodtagelsen, hvad der var baggrunden for indlæggelsen, og at A under hele forløbet var tildelt prioriteringsfarven grøn (triageret grøn). Der må tillige lægges vægt på sygehusafdelingens instrukser om patienters egenbehandling af kendt diabetes og på sygehusafdelingens rutiner ved indgivelse af insulin. Det må tillægges væsentlig betydning, at hun foretog en grundig undersøgelse, som hun journalførte. Hun bad en sygeplejerske om at foretage en blodsukkermåling. Hun kontrollerede, at der var fulgt op på hendes journalnotat og bestilling af standardprøver. Hun udviste vilje til at tage hånd om A, som blev indlagt med en anden indlæggelsesgrund end diabetes. Der er en række systemkontroller, som svigtede, hvilket ikke skal komme hende til skade ved vurderingen af hændelsesforløbet. En samlet vurdering må føre til, at der ikke foreligger ”grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed” i autorisationslovens § 75’s forstand.

Hvis Højesteret ikke ud fra bevisresultatet i landsretten finder at kunne tage stilling til, om der er sket en overtrædelse af § 75, bør sagen hjemvises til landsretten.

Hvis Højesteret finder, at der er sket en overtrædelse af autorisationslovens § 75, bør straffen bortfalde i medfør af straffelovens § 83. Bøden bør i hvert fald nedsættes. Sagen har stor be-