100
Iisjomfruen.
VIII.
Hvad Nyt Stuekatten kunde fortælle.
„Her er det Forlangte!” sagde Rudy, der traadte ind hos Mølleren i Bex og satte paa Gulvet en stor Kurv, tog saa Klædet af, og der gloede frem to gule, sortkrandsede Øine, saa gnistrende, saa vilde, ret til at brænde og bide sig fast hvor de saae; det korte, stærke Næb gabede til Bid, Halsen var rød og dunet.
„Ørneungen!” raabte Mølleren. Babette gav et Skrig og sprang til Siden, men kunde ikke faae sine Øine hverken fra Rudy eller Ørneungen.
„Du lader Dig ikke kyse!” sagde Mølleren.
„Og I holder altid Ord!” sagde Rudy, „hver har sit Kjendemærke!”
„Men hvorfor knækkede Du ikke Halsen?” spurgte Mølleren.
„For jeg holdt fast!” svarede Rudy, „og det gjør jeg endnu! jeg holder fast paa Babette!”
„See først til at Du har hende!” sagde Mølleren og loe; og det var gode Tegn, vidste Babette.
„Lad os faae Ørneungen ud af Kurven, det er farligt at see, hvorledes den gloer! hvor fik Du Tag i den?”
Og Rudy maatte fortælle, og Mølleren saae med Øine, der bleve større og større.
„Med dit Mod og din Lykke kan Du forsørge tre Koner!” sagde Mølleren.
