118
Iisjomfruen.
„Nu er det overstaaet!” sagde Stuekatten. „Rudy er her igjen, de forstaae hinanden, og det er den største Lykke, sige de.”
„Jeg hørte i Nat,” sagde Kjøkkenkatten, „Rotterne sige, den største Lykke er at æde Tællelys og at have ”fuldt op for sig af fordærvet Flesk. Hvem skal man nu troe, Rotterne eller Kjærestefolkene?”
„Ingen af dem!” sagde Stuekatten. „Det er altid det Sikkreste.”
Den største Lykke for Rudy og Babette var just i sin Opgang, den skjønneste Dag, som den kaldes, havde de ivente, Bryllupsdagen.
Men ikke i Kirken i Bex, ikke i Møllerens Huus, skulde Brylluppet staae; Gudmoder vilde, at Brylluppet feiredes hos hende og at Vielsen fandt Sted i den smukke lille Kirke i Montreux. Mølleren holdt paa, at dette Forlangende skulde opfyldes; han alene vidste hvad Gudmoder havde bestemt for de Nygifte; de fik af hende en Brudegave, der nok var en saadan lille Føielighed værd. Dagen var bestemt. Allerede Aftenen forud vilde de reise til Villeneuve, for med Skibet om Morgenen at sætte saa betids over til Montreux, at Gudmoders Døttre kunde pynte Bruden.
„Der bliver vel anden Dags Bryllup her i Huset,” sagde Stuekatten. „Ellers giver jeg ikke et Miau for det Hele.”
„Her bliver Gilde!” sagde Kjøkkenkatten, „Ænder ere slagtede, Duer qvalte, og et heelt Dyr hænger paa
