119
Iisjomfruen.
Væggen. Jeg faaer Tandkløe ved at see paa det! — Imorgen begynder da Reisen.”
Ja imorgen! — Denne Aften sad Rudy og Babette, som Forlovede, sidste Gang paa Møllen.
Udenfor var Alpegløden, Aftenklokken klang, Solstraalernes Døttre sang: „Det Bedste skeer!”
XIV.
Syner i Natten.
Solen var nede, Skyerne sænkede sig i Rhonedalen mellem de høie Bjerge, Vinden blæste sydfra, en Afrikas Vind, ned over de høie Alper, en Føhn, der rev Skyerne sønder, og da Vinden var faret hen blev det et Øieblik ganske stille; de sønderrevne Skyer hang i phantastiske Skikkelser mellem de skovgroede Bjerge hen over den iilsomme Rhoneflod; de hang i Skikkelser, som Urverdenens Sødyr, som Luftens svævende Ørn og som Sumpens springende Frøer; de sænkede sig ned paa den rivende Strøm, de seilede paa den og seilede dog i Luften. Strømmen førte med sig en med Rod opreven Gran, Vandet viste dreiende Hvirvler foran; det var Svimlen, mere end een, der dreiede sig i Kreds paa den frembrusende Strøm. Maanen lyste paa Bjergtoppenes Snee, paa de mørke Skove og de hvide sælsomme Skyer, Nattens Syner, Naturkræfternes Aander; Bjergbonden saae dem gjennem Ruden, de seilede dernede i Skarer foran Iisjomfruen; hun kom fra sit Gletscherslot,
