127
Iisjomfruen.
og Vandet dryppede klingende som et Klokkespil og lysende med hvidblaae Flammer; i et Nu saae han, hvad vi maae sige i lange, mange Ord. Unge Jægere og Unge Piger, Mænd og Qvinder, engang sunkne i Gletscherens Kløfter, stode her lyslevende med aabne Øine og smilende Mund, og dybt under dem lød fra begravne Byer Kirkeklokkernes Klang; Menigheden knælede under Kirkehvælvingen, Iisstykker dannede Orgelpiber, Fjeldstrømmen orglede. Iisjomfruen sad paa den klare, gjennemsigtige Bund, hun løftede sig op mod Rudy, kyssede hans Fødder, og der gik en Dødsiisnen gjennem hans Lemmer, et elektrisk Stød — Iis og Ild! man skjelner ikke derimellem ved den korte Berørelse.
„Min! min!” klang det om ham og ind i ham. „Jeg kyssede Dig, da Du var lille! kyssede Dig paa din Mund! nu kysser jeg Dig paa din Taa og paa din Hæl, min er Du heel!”
Og han var borte i det klare, blaa Vand.
Alt var stille; Kirkeklokkerne hørte op at ringe, de sidste Toner forsvandt med Glandsen paa de røde Skyer.
„Min er Du!” klang det i det Dybe; „min er Du!” klang det i det Høie, fra det Uendelige.
Deiligt at flyve fra Kjærlighed til Kjærlighed, fra Jorden ind i Himlen.
Der brast en Stræng, der klang en Sørgetone, Dødens Iiskys beseirede det Forkrænkelige; Forspillet endte for at Livs-Dramaet kunde begynde, Misklangen opløses i Harmonie.
Kaldet Du det en sørgelig Historie?
