128
Iisjomfruen.
Stakkels Babette! for hende var det Angestens Stund! Baaden drev længer og længer bort. Ingen i Land vidste, at Brudeparret var paa den lille Ø. Aftenen tog til; Skyerne sænkede sig; Mørket kom. Ene, fortvivlet, jamrende stod hun der. Et Gudsveir hang over hende; Lynblink lyste over Jurabjergene, over Schweizerlandet og over Savoyen; fra alle Sider Blink paa Blink, Drøn i Drøn, de rullede i hinanden, flere Minuter langt. Lynblinkene fik snart Solens Glands, man kunde see hver enkelt Viinstok som ved Middagstid, og strax derpaa rugede igjen det sorte Mørke. Lynene dannede Sløifer, Filtringer, Zikzak, floge ned rundt om i Søen, de lyste fra alle Sider, mens Drønene voxte ved Ecchoets Bulder. Paa Land drog man Baadene op paa Strandbredden; Alt, hvad levende var, søgte Ly! — og nu strømmede Regnen ned.
„Hvor er dog Rudy og Babette i dette Guds Veir!” sagde Mølleren.
Babette sad med foldede Hænder, med Hovedet i sit Skjød, stum af Smerte, af Skrig og Jamren.
„I det dybe Vand!” sagde hun ind i sig selv. „Dybt nede, som under Gletscheren, er han!”
I hendes Tanker kom, hvad Rudy havde fortalt om sin Moders Død, om sin Frelse, da han som Liig løftedes op af Gletschernes Kløfter. „Iisjomfruen har ham igjen!”
Og der lyste et Lyn, saa blendende, som Solglands paa den hvide Snee. Babette foer i Veiret; Søen løftede sig i dette Nu, som en skinnende Gletscher, Iisjomfruen stod
