Denne side er blevet korrekturlæst
142
Psychen.
fornærmet, stolt, og med en Haan, ja, et Udtryk, som havde hun pludselig berørt den vaade, klamme Frø; hendes Kinder rødmede, Læberne bleve blege; hendes Øine vare Ild, og dog sorte, som Nattens Mulm
„Afsindige!” sagde hun. „Bort! ned!” og hun vendte ham Ryggen. Skjønhedsansigtet havde et Udtryk af hiint forstenende Ansigt med Slangehaarene.
Som en synkende, livløs Ting kom han ned paa Gaden, som en Søvngænger naade han hjem og opvaagnede i Raseri og Smerte, greb sin Hammer, løftede den høit i
