143
Psychen.
Veiret og vilde sønderslaae det smukke Marmorbillede; men i sin Tilstand mærkede han ikke, at Vennen Angelo stod tæt ved ham, greb ham med kraftigt Tag i Armen.
„Er Du bleven gal? hvad har Du for?”
De brødes med hinanden; Angelo var stærkere, og med dybe Aandedræt kastede den unge Konstner sig ned over en Stol.
„Hvad er der skeet?” spurgte Angelo. „Tag Dig dog sammen! tal!”
Men hvad kunde han tale? Hvad kunde han sige? Og da Angelo ikke kunde faae fat i Taletraaden, lod han den være gjemt.
„Du faaer tykt Blod i det evige Drømmeri! vær dog Menneske, som vi Andre, og lev ikke i Idealet, saa knækket man over! faa Dig en lille Ruus af Vinen, saa sover Du deiligt ovenpaa! lad en smuk Pige være din Doctor! Pigen fra Campagnen er deilig, som Prindsessen i Marmorslottet, Begge ere Evadøttre og ikke at skjelne fra hinanden i Paradiis! Følg Du din Angelo! Din Engel er jeg, Livsens Engel! Der kommer en Tid, Du bliver gammel, Legemet falder sammen, og saa en smuk Solskinsdag, naar Alting leer og jubler, ligger Du som et vissent Straa, der ikke mere groer; jeg troer ikke, hvad Præsterne sige, at der er et Liv bag Graven; det er en smuk Indbildning, et Eventyr for Børn, fornøieligt nok, naar man kan bilde sig det ind, jeg lever ikke i Indbildninger, men i Virkeligheden; kom med! bliv Menneske!”
