Denne side er valideret
4
Skarnbassen.
Faa Vinger! flyve! ja nu flyve vi!” Og saa fløi Skarnbassen. „Jeg vil ikke ærgre mig, men jeg ærgrer mig dog.”
Saa dumpede den ned paa en stor Græsplet; her laae den lidt, saa faldt den i Søvn.
Bevares, hvilken Skylregn der styrtede! Skarnbassen vaagnede ved det Pladsk og vilde strax ned i Jorden, men kunde det ikke; den væltede, den svømmede paa Maven og paa Ryggen, flyve var der ikke at tænke paa, den kom vist aldrig levende fra denne Plet; den laae hvor den laae og blev liggende.
Da det hoftede lidt, og Skarnbassen havde blinket Vandet af sine Øine, skimtede den noget Hvidt, det var Linned paa Blegen; den naaede derhen og krøb ind i en Fold af det vaade Lintøi; det var rigtignok ikke, som at
