150
Psychen.
syntes at føle sig løftet ved den, løftet over saa Mange; thi han havde jo stødt fra sig Verdens Forfængelighed, han var en Kirkens Søn.
En Dag, efter mange Aar, mødte han Angelo, der kjendte ham.
„Menneske!” sagde han, „ja, det er Dig! Er Du nu lykkelig? — Du har syndet mod Gud og kastet hans Naadegave fra Dig, forspildt din Sendelse i denne Verden. Læs Parablen om de betroede Penge! den Mester, der fortalte den, han gav Sandhed! Hvad har Du nu vundet og fundet! Laver Du Dig ikke et Drømmeliv! laver Dig en Religion efter dit Hoved, som de nok Alle gjøre det. Om nu Alt var en Drøm, en Phantasie, smukke Tanker kun!”
„Viig fra mig, Satan!” sagde Munken og gik fra Angelo.
„Der er en Djævel, en personlig Djævel! jeg saae ham i Dag!” mumlede Munken. „Jeg rakte ham engang en Finger, han greb min hele Haand —! Nei,” sukkede han, „i mig selv er det Onde, og i dette Menneske er det Onde, men han knuges ikke af det, han gaaer med opreist Pande, har sin Velværen; — og jeg griber efter min Velværen i Religionens Trøst —! om den kun var Trøst! om Alt her, som Verden, jeg slap, var smukke Tanker kun! Bedrag, som de røde Aftenskyers Deilighed er det, som det bølgeblaanende Skjønne i de fjerne Bjerge! nær ved ere de anderledes! Evighed, Du er som det store, uendelige, blikstille Ocean, der vinker, kalder, fylder os med Anelser, og stige vi derud, da
