152
Psychen.
min Hemmelighed er min Fange, slipper jeg den, er jeg dens!”
Og Gudskraften i ham led og stred.
„Herre! Herre!” udbrød han i sin Fortvivlelse, „vær barmhjertig, giv mig Tro! — Din Naadegave kastede jeg fra mig, min Sendelse i denne Verden! jeg manglede Kraften, Du gav mig den ikke. Udødeligheden, Psychen i mit Bryst, — bort, ned! — begraves skal den som hiin Psyche, mit bedste Livsblink! — aldrig opstaaer den af Graven!”
Stjernen i den rosenrøde Luft lyste, Stjernen, der tilvisse skal udslukkes og henveires, medens Sjælene leve og lyse; den sittrende Straale faldt paa den hvide Væg, men ingen Skrift satte den der om Herligheden i Gud, om Naaden, om Alkjærligheden, den der klinger i den Troendes Bryst.
„Psychen herinde aldrig døe! — Leve i Bevidsthed? — kan det Ufattelige skee? — Ja! ja! ufattelig er mit Jeg. Ufattelig Du, o Herre! hele din Verden ufattelig; — et Underværk af Magt, Herlighed — Kjærlighed!” —
Hans Øine lyste, hans Øine brast. Kirkeklokkens Klang var den sidste Lyd over ham, den Døde; og han kom i Jord, hentet fra Jerusalem, blandet med Støv af fromme Døde.
Efter Aaringer toges Beenraden frem, som de døde Munkes før ham, den iførtes den brune Kutte, fik en Perlesnor i Haanden og stilledes i Nische af Menneskeknogler, som de, fandtes her i Klosterets Begravelse. Og Solen skinnede udenfor, og Røgelsen duftede derinde, Messerne læstes.
Aaringer gik.
