7
Skarnbassen.
„De har begge To Ret,” sagde Skarnbassen, og saa blev den budt op i Stuen, saa langt den kunde komme under Potteskaaret.
„Nu skal De ogsaa see min lille Ørentvist,” sagde en tredie og fjerde af Mødrene, „det er de elskeligste Børn og saa morsomme! de ere aldrig uartige uden naar de have ondt i Maven, men det faaer man saa let i deres Alder.”
Og saa talte hver Moder om sine Unger, og Ungerne talte med, og brugte den lille Gaffel, de havde paa Halen, til at trække i Skarnbassens Mundskjæg.
„De finde nu ogsaa paa Alting, de Smaaskjelmer!” sagde Mødrene og dunstede af Moderkjærlighed, men det kjedede Skarnbassen, og saa spurgte den om der var langt herfra til Mistbænken.
„Det er langt ude i Verden, paa den anden Side af Grøften,” sagde Ørentvisten, „saa langt, vil jeg haabe, komme aldrig nogen af mine Børn, for saa døde jeg.”
„Saa langt vil jeg dog prøve at naae,” sagde Skarnbassen og gik uden Afsked; det er galantest.
Ved Grøften traf den flere af sin Slægt, alle Skarnbasser.
„Her boe vi!” sagde de. „Vi have det ganske luunt! Tør vi ikke byde Dem ned i det Fede! Reisen har vist trættet dem.”
„Det har den,” sagde Skarnbassen. „Jeg har ligget paa Linned i Regnveir, og Reenlighed tager især paa mig; jeg har ogsaa faaet Gigt i Vingeleddet, ved at staae i Træk
