190
Sølvskillingen.
sprang af Glæde, da han puttede den igjen i Pungen. Her laae den hos fremmede Kammerater, der kom og gik; den Ene gjorde Plads for den Anden, men Skillingen hjemme fra blev altid tilbage; det var en Udmærkelse.
Nu var allerede flere Uger forbi, og Skillingen var langt Ude i Verden, uden just at vide hvor; den hørte af de andre Mynter, at de vare franske og italienske; den Ene sagde, at nu vare de i den By, den Anden sagde, at de vare i den, men Skillingen kunde ikke gjøre sig Forestilling derom, man seer ikke Verden, naar man altid er i Pose, og det var den; men som den en Dag laae der, mærkede den, at Pengepungen ikke var lukket, og da listede den sig til Aabningen, for at kige lidt ud; det skulde den nu ikke have gjort, men den var nysgjerrig, det straffer sig; den gled ud i Buxelommen, og da om Aftenen Pengepungen blev lagt tilside, laae Skillingen endnu, hvor den laae og kom med Klæderne ud paa Gangen; der faldt den strax paa Gulvet; Ingen hørte det, Ingen saae det.
I Morgenstunden kom Klæderne ind, Herren tog dem paa, reiste bort, og Skillingen kom ikke med, den blev funden, skulde igjen gjøre Tjeneste, gik ud med tre andre Mynter.
„Det er dog rart at see sig om i Verden!” tænkte Skillingen, „kjende andre Mennesker, andre Skikke!”
„Hvad er det for en Skilling,” blev der lige i det Samme sagt. „Den er ikke Landets Mynt! den er falsk! duer ikke!”
