217
Guldskat.
„Sover Du paa Qvisten, saa er der Ild i øverste Etage, og saa gaaer Brandtrommen.”
„Tag Eder iagt for Trommestikkerne!” sagde Peter; og ihvor lille han var, gik han freidig paa, og drev sin Næve lige ind i Maven paa den Nærmeste, saa Benene gik fra samme og de Andre toge Benene med sig, deres egne Been.
Stadsmusikanten var saa fornem og fiin, han var Søn af en kongelig Sølvpop; han syntes om Peter, tog ham timeviis hjem, gav ham Violin og lærte ham at spille; det var som det laae Drengen i Fingrene, han vilde blive meer end Trommeslager, han vilde blive Stadsmusikant.
„Soldat vil jeg være!” sagde Peter; for han var endnu en ganske lille Fyr og syntes, at det var det Yndigste i Verden at bære Gevær og at kunne gaae saaledes „Een, to! een, to!” og at bære Uniform og Sabel.
„Du skal lære at lystre Trommeskindet! trommelom! kom, kom!” sagde Trommen.
„Ja, naar han kunde marschere op til General!” sagde Faderen; „men saa maa der være Krig!”
„Gud frie os fra den!” sagde Moder.
„Vi have ikke Noget at miste!” sagde Fader.
„Ja, vi have da min Dreng!” sagde hun.
„Men naar han nu kommer hjem som General!” sagde Fader.
„Uden Arme og Been!” sagde Moder; „nei, maa jeg beholde min Guldskat heel!”
„Trom! trom! trom!" Brandtrommen gik, alle Trommerne
