275
Portnerens Søn.
det vidste han, og red hver Dag ud med Rideknegt, i passende Afstand efter sig; kom han i Selskab, var det, som om han kom ridende ind paa sin høie Hest, og Ordener havde han paa, saa mange, at det var ubegribeligt, men det var slet ikke hans Skyld. Som ganske ung havde han fungeret ved det Militære, været med ved de store Høstmanoeuvrer, som da i Fredens Dage holdtes over Tropperne. Fra den Tid havde han en Anecdote, den eneste han havde at fortælle: hans Underofficeer afskar og tog til Fange en af Prindserne, og denne maatte nu, med sin lille Trop fangne Soldater, selv som Fange, ride ind i Byen, bagefter Generalen. Det var en uforglemmelig Begivenhed, der altid, gjennem alle Aaringer, blev gjenfortalt af Generalen, netop med de samme mindeværdige Ord, han havde sagt, idet han igjen overrakte Prindsen Sabelen: „Kun min Underofficeer kunde tage Deres Høihed til Fange, jeg aldrig!” og Prindsen svarede: „De er uforlignelig!” I virkelig Krig havde Generalen aldrig været; da denne gik gjennem Landet, gik han den diplomatiske Vei, gjennem tre udenlandske Hoffer. Han talte det franske Sprog, saa at han næsten glemte sit eget; han dandsede godt, han red godt, der groede Ordener paa hans Kjole i det ubegribelige; Skildvagterne præsenterede for ham, en af de smukkeste unge Piger præsenterede for ham og blev Generalinde, og de fik et lille yndigt Barn, det kom som faldet ned fra Himlen, saa yndigt var det, og Portnerens Søn dandsede i Gaarden for det, saa snart det kunde skjønne, og forærede det alle sine tegnede, farvede Billeder, og hun saae
